Klage over brug af forsikringsmægler og mangelfulde tildelingskriterier i udbud af forsikringsydelser

Boligselskabet VIBO udbød en rammeaftale om forsikringsydelser i henhold til EU's udbudsregler. Tildelingskriteriet var angivet som "det økonomisk mest fordelagtige tilbud". Udbudsmaterialet blev håndteret af Boligselskabets forsikringsmægler, Assurandørgruppen København I/S, som i henhold til en samarbejdsaftale skulle honoreres via provision fra det vindende forsikringsselskab.

Klagen og dens grundlag

Kommunernes gensidige Forsikringsselskab (klager) deltog i udbuddet, men meddelte forsikringsmægleren, at de ikke betaler provision. Klager afgav et tilbud på ca. 3,9 mio. kr. årligt. Kontrakten blev tildelt Kgl. Brand, hvis tilbud var på ca. 2,0 mio. kr. årligt. I afslaget blev det angivet, at valget var faldet på "det billigst fremkommende tilbud".

Klager påstod, at udbuddet var i strid med flere bestemmelser i Rådets direktiv 92/50/EØF (tjenesteydelsesdirektivet) og den danske implementering heraf. Klager anførte følgende hovedpunkter:

• Forskelsbehandling: Den obligatoriske brug af en provisionsaflønnet mægler var diskriminerende over for selskaber som klager, der ikke anvender mæglere. Dette skabte en interessekonflikt for mægleren og var i strid med direktivets artikel 3, stk. 2.
• Ulovlig teknisk specifikation: Kravet om at benytte en specifik mægler fungerede som en ulovlig teknisk specifikation i strid med direktivets artikel 14, stk. 6.
• Mangelfulde tildelingskriterier: Forskellen mellem det annoncerede kriterium ("økonomisk mest fordelagtige") og begrundelsen for afslag ("billigste") udgjorde en overtrædelse af direktivets artikel 36, stk. 2, da de nærmere kriterier for vurderingen ikke var angivet.
• Ulovlige prisforhandlinger: Klager mente, at der havde fundet forhandlinger sted med Kgl. Brand i udbudsfasen.

Klagenævnet for Udbud fandt ikke grundlag for at give klager medhold og tog derfor ikke klagen til følge.

Vurdering af mæglerens rolle

Klagenævnet fastslog, at Boligselskabet VIBO var berettiget til kun at udbyde selve forsikringsydelsen og samtidig antage en professionel rådgiver til at bistå med udbuddet. Den obligatoriske anvendelse af mægleren blev ikke anset for at være en ulovlig teknisk specifikation, der diskriminerede visse bydende.

Kritik af honorarmodel

Nævnet kritiserede dog honorarmodellen, hvor mægleren skulle aflønnes via provision fra den vindende tilbudsgiver. Denne model blev anset for at være uigennemsigtig, og nævnet bemærkede, at direkte betaling fra ordregiver havde været mere i overensstemmelse med almindelige udbudsprincipper. På grund af den meget store prisforskel mellem klagers tilbud og det vindende tilbud fandt nævnet det dog ikke godtgjort, at honorarmodellen havde ført til usaglig forskelsbehandling i strid med .