Højesterets kendelse om opholdstilladelse – alderens betydning

Ministeriets Påstande og Anbringender

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration påstod principalt afvisning over for påstand 1 og subsidiært hjemvisning. Over for påstand 2 påstod ministeriet principalt frifindelse, subsidiært stadfæstelse og mere subsidiært hjemvisning.

Ministeriet anførte, at afslaget på opholdstilladelse i medfør af den dagældende Udlændingeloven § 9, stk. 1, nr. 2 til Appellant 1 var prøvet ved Københavns Byrets kendelse af 7. juni 2006 i medfør af Udlændingeloven § 52. Da kendelsen ikke var kæret til landsretten, og der ikke var søgt om tilladelse til ekstraordinær appel, var kendelsen endelig og retskraftig. Ministeriet mente, at der ikke var grundlag for at tillade en ny prøvelse af spørgsmålet om Appellant 1's alder i strid med almindelige processuelle principper om retskraft, hverken i relation til den dagældende Udlændingeloven § 9, stk. 1, nr. 2 eller Udlændingeloven § 9 c, stk. 1, 1. pkt..

Højesterets Afgørelse

Sagen for Højesteret blev begrænset til spørgsmålet om afslag på opholdstilladelse efter Udlændingeloven § 9 c, stk. 1, 1. pkt..

Begrundelse for Afgørelsen

• Byrettens Kendelse: Københavns Byret fastslog den 7. juni 2006, med henvisning til Retslægerådets udtalelse og sagens øvrige oplysninger, at Appellant 1 var over 18 år på ansøgningstidspunktet for opholdstilladelse.
• Retskraft: Da Appellant 1 ikke påkærede byrettens kendelse til landsretten, er spørgsmålet om Appellant 1's alder retskraftigt afgjort ved kendelsen af 7. juni 2006 i relation til opholdstilladelse.
• Konsekvens: Det skal derfor under nærværende sag lægges til grund, at Appellant 1 var over 18 år på ansøgningstidspunktet.

Resultat

Højesteret bestemte, at sagen er begrænset til spørgsmålet om afslag på opholdstilladelse efter Udlændingeloven § 9 c, stk. 1, 1. pkt., og at det under sagen skal lægges til grund, at Appellant 1 var over 18 år på ansøgningstidspunktet.

Til fare for statens sikkerhed

Københavns Byret har fastslået, at en udvist udlænding fortsat udgør en sikkerhedsrisiko og derfor ikke kan få sin opholdstilladelse tilbage.

Baggrund og faktiske forhold

Ved ansøgningens indgivelse blev det oplyst, at ansøgeren var under 15 år. For at verificere denne oplysning iværksatte myndighederne en dna-test samt en medicinsk aldersundersøgelse forestået af Retslægerådet. Sagsoplysningerne viste desuden, at ansøgeren havde en længere historik uden for moderens husstand:

• Ansøgeren er født og opvokset i Somalia.
• Som 13-årig forlod ansøgeren Somalia for at arbejde i Saudi-Arabien.
• Ansøgeren tog senere ophold i Etiopien, hvor en række nære familiemedlemmer, herunder moster, morbroder, faster og søskende, også opholder sig.

Juridiske spørgsmål

Det centrale spørgsmål i sagen var fastlæggelsen af ansøgerens faktiske alder på ansøgningstidspunktet. Herudover blev det undersøgt, om der forelå en reel familieenhed, som var blevet afbrudt ufrivilligt, og om ansøgeren havde adgang til omsorgspersoner i sit nuværende opholdsland. Der blev rejst spørgsmål om, hvorvidt et afslag ville stride mod internationale forpligtelser vedrørende retten til familieliv og barnets tarv.