Højesteret stadfæster afslag på henvisning af sager om ekspropriationserstatning til landsretten som 1. instans

Sagerne udspringer af anlæggelsen af Hovedstadens Letbane på Ring 3 og udvidelsen af metroen til Sydhavnen i København. Kernen i de bagvedliggende tvister er en prøvelse af fire afgørelser fra Taksationskommissionen for Sjælland mv. vedrørende ekspropriationserstatning.

Det centrale juridiske stridspunkt i erstatningssagerne er, at Taksationskommissionen har nægtet at foretage fradrag for værdien af de fordele, som de tilbageværende ejendomme (restejendommene) angiveligt er blevet tilført som følge af de nye transportanlæg. Hovedstadens Letbane I/S og Metroselskabet I/S ønskede at få disse sager henvist direkte til landsretten som 1. instans.

Betingelser for henvisning efter retsplejeloven

Anmodningen om henvisning blev støttet på Retsplejeloven § 226, stk. 1, hvorefter en sag kan henvises fra byretten til landsretten, hvis den er af principiel karakter og har:

• Generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen
• Væsentlig samfundsmæssig rækkevidde

De kærende parter argumenterede for, at spørgsmålet om fradrag for fordele ved ekspropriation i forbindelse med store infrastrukturprojekter er af en sådan principiel karakter. De indkærede ejendomsselskaber tilsluttede sig eller udtalte sig ikke imod denne henvisning.

Sammenhæng med andre verserende sager

Under behandlingen blev det oplyst, at der i øjeblikket verserer fire andre sager ved Østre Landsret som 1. instans, der omhandler præcis den samme principielle problemstilling om fradrag for værdifordele.

Højesteret tog i sin vurdering udgangspunkt i tidligere retspraksis, herunder en kendelse fra 2021, hvor det er fastslået, at hvis en sag er en del af et større sagskompleks med samme principielle spørgsmål, er det normalt kun den første sag i komplekset (prøvesagen), der kan begrunde henvisning. Dette skyldes et ønske om at spare på domstolenes ressourcer, når de principielle spørgsmål forventes afklaret i en anden verserende sag.

Højesteret stadfæstede Østre Landsrets beslutning om at afvise henvisningen af sagerne.

Rettens begrundelse var baseret på følgende:

• Der foregår allerede behandling af fire tilsvarende sager ved Østre Landsret som 1. instans.
• Det vurderedes ikke som påkrævet eller hensigtsmæssigt at henvise de nærværende sager på nuværende tidspunkt, da de principielle spørgsmål forventes afklaret gennem de allerede verserende sager.
• Højesteret fandt således ikke grundlag for at tilsidesætte landsrettens skøn over, at betingelserne i ikke førte til henvisning i dette specifikke tilfælde.