Den 18. december 2020 afholdtes et onlinemøde, hvor appelindstævnte mundtligt redegjorde for grundlaget for undersøgelsens konklusioner. Appellanten lydoptog mødet uden de øvrige deltageres vidende. Appelindstævnte oplyste bl.a., at hun vurderede, at det overvejende sandsynligt havde været udvist adfærd fra appellantens side, der måtte karakteriseres som seksuel chikane, og at Person 5 var blevet udsat for en uønsket fysisk seksuel handling, idet hun i situationen følte sig presset til at have sex med appellanten.

Fratrædelsesaftalen

Den 22. december 2020 indgik appellanten en fratrædelsesaftale med Virksomhed A/S 2, hvorefter han modtog løn i en opsigelsesperiode på 4 måneder samt en godtgørelse svarende til 6 måneders løn – i alt 10 måneders løn. Aftalen indeholdt en endelighedsklausul om, at den var indgået til fuld og endelig afgørelse af ethvert krav mod Virksomhed A/S 2 eller Virksomhed A/S 1 som følge af opsigelsen.

Parternes anbringender

Appellantens synspunkter

Appellanten anførte, at appelindstævnte er erstatningsansvarlig for de tab, han har lidt som følge af fejl under advokatundersøgelsen. Hun gav ham ikke tilstrækkelig adgang til at varetage sine interesser og anlagde uforsvarlige vurderinger. Hun undlod at oplyse ham om de konkrete hændelsesforløb, der dannede grundlag for hendes juridiske vurdering, og tilsidesatte dermed Retsplejeloven § 126 om grundig og samvittighedsfuld udførelse af advokaterhvervet.

Appelindstævntes synspunkter

Appelindstævnte anførte bl.a.:

• Sagen skulle afvises, idet endelighedsklausulen i fratrædelsesaftalen afskærer kravet, og appellanten ikke har lidt et erstatningsretligt værnet tab
• Der skal meget til, før en advokat kan ifalde ansvar over for en tredjepart, der ikke er klientens modpart
• Appellanten var selv repræsenteret af advokat under hele undersøgelsesforløbet
• Hendes bevisvurderinger var i overensstemmelse med dansk ret
• Der foreligger ikke den fornødne årsagsforbindelse, idet tabene skyldtes et dokumentarprogram og appellantens egne valg om at orientere offentligheden

Fratrædelsesaftalens betydning

Højesteret tiltræder landsrettens begrundelse og fastslår, at endelighedsklausulen i fratrædelsesaftalen mellem appellanten og Virksomhed A/S 2 ikke kan føre til sagens afvisning eller appelindstævntes frifindelse. Da appellantens krav angår erstatning uden for kontrakt, er han heller ikke afskåret fra at rejse kravet mod appelindstævnte, blot fordi han modtog et beløb svarende til 10 måneders løn i henhold til fratrædelsesaftalen.

Ansvarsgrundlaget

Højesteret fastslår indledningsvist, at en advokat som udgangspunkt ikke kan pålægges ansvar over for en tredjepart som følge af en advokatundersøgelse, medmindre der foreligger særlige omstændigheder – f.eks. grove fejl eller tilsidesættelse af en omsorgspligt over for berørte tredjeparter.

I denne sag forelå sådanne særlige omstændigheder, idet:

• Der var etableret en indberetningsordning om krænkende handlinger, herunder mulige straffelovsovertrædelser
• Undersøgelsen angik alvorlige beskyldninger mod appellanten
• Episoderne lå henholdsvis 19 og 17 år tilbage i tid

Højesteret identificerer følgende konkrete fejl og mangler:

"Appelindstævnte under onlinemødet den 18. december 2020 ikke redegjorde tilstrækkeligt for, hvilke konkrete handlinger i 2001 og 2003 hun lagde til grund, at Appellant havde foretaget, eller for, på hvilket grundlag hun fandt, at det med henvisning til hans handlinger ville være sagligt begrundet i 2020 at afskedige ham."

Dertil fastslår Højesteret:

• Fejlagtig retsanvendelse: Appelindstævntes redegørelse må forstås således, at hun fandt seksuel chikane godtgjort allerede fordi de berørte kvinder oplevede eller opfattede adfærden som krænkende. Det er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkeligt til at statuere seksuel chikane efter ligestillingslovgivningens begreb
• Utilstrækkelig bevismæssig begrundelse: Der blev ikke redegjort for den bevismæssige betydning af, at de indberettede episoder lå 17-19 år tilbage, at forklaringerne ikke var overensstemmende, og at der ikke forelå objektive eller tidsnære beviser
• Manglende supplerende interviews: I lyset af navnlig Vidne 2's forklaring burde appelindstævnte have gennemført yderligere interviews med Person 5 og appellanten for at afdække de nærmere omstændigheder ved episoden i 2001

Højesteret konkluderer, at appelindstævnte ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at konkludere, at appellanten begik seksuel chikane, og at hun dermed har tilsidesat den omsorgspligt, der påhvilede hende. Hun har handlet ansvarspådragende over for appellanten.

Årsagsforbindelse og adækvans

Henset til undersøgelsens karakter og de grove fejl vender Højesteret bevisbyrden: appelindstævnte skal påvise, at der ikke er årsagsforbindelse. Dette har hun ikke bevist.

Højesteret lægger vægt på, at undersøgelsens resultat – uden tilstrækkelig begrundelse – var egnet til i betydelig grad at nedsætte appellantens omdømme, og at dette sammenholdt med selve opsigelsen har sammenhæng med den psykiske belastningsreaktion, appellanten har henvist til. Konklusionerne måtte under alle omstændigheder forventes at komme til offentlighedens kendskab.

Årsagsforbindelsen er dermed bevist for:

• Tabt arbejdsfortjeneste (arbejdsløshed frem til februar 2023)
• Udgifter til psykolog og psykoterapeutbehandling
• Godtgørelse for svie og smerte

Domsresultat

Appelindstævnte skal betale 1.990.602,65 kr. med procesrente fra den 15. maj 2023 samt 443.000 kr. i sagsomkostninger for landsret og Højesteret (heraf 350.000 kr. til advokatudgifter og 93.000 kr. til retsafgifter).

Beløbene forrentes efter Renteloven § 8 a og skal betales inden 14 dage.

Årsberetningen for 2025 fremhæver en markant effektivisering af sagsgangen og centrale afgørelser om statsborgerskab og arbejdsskader.

Forholdet vedrørte et samleje i maj 2021, hvor Forurettede1 forklarede, at hun fik blackout kort efter ankomst til tiltaltes lejlighed og ikke husker samlejet. Ifølge tiltalte svarede hun 'ja' til samleje to gange. Bevisførelsen viste, at Forurettede1 efterfølgende var forvirret, sløret, ikke kunne gå selv og manglede beklædningsgenstande, da hun forlod lejligheden, hvilket indikerede stærk påvirkning.

Forhold 2: Forurettede2

Det andet forhold omhandlede samleje i april 2021, hvor Forurettede2 forklarede, at hun vågnede ved, at tiltalte var i gang med samleje, og at hun lå urørlig og lod som om hun sov, da hun blev bange. Tiltalte hævdede, at Forurettede2 aktivt havde hjulpet med samlejet, selvom de ikke talte sammen eller kyssede forinden.

Parternes Påstande og Byretsdom

Anklagemyndigheden påstod fængselsstraf. Tiltalte påstod frifindelse. Begge forurettede krævede godtgørelse for tort på 35.000 kr. hver, ligesom Forurettede1 krævede erstatning for tøj. Byretten fandt tiltalte skyldig i begge forhold og idømte ham 2 års fængsel samt tilkendte begge forurettede 35.000 kr. i tort. Tiltalte ankede dommen med påstand om frifindelse, mens anklagemyndigheden påstod skærpelse.