Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Dokumenttype
Resultat
Sted
Emner
Dokument
Parter
Sagsøgere
Appellant, tidligere Sagsøger
Advokat: Jonas Christoffersen
Sagsøgte
Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (advokat)
Advokat: Ole Spiermann
Dommere
Poul Dahl Jensen
højesteretsdommer
Michael Rekling
højesteretsdommer
Jens Kruse Mikkelsen
højesteretsdommer
Lars Apostoli
højesteretsdommer
Mohammad Ahsan
højesteretsdommer
Relaterede love
Sagen angår spørgsmålet om, hvorvidt en advokat, der på opdrag fra en medieavdeling gennemførte en advokatundersøgelse vedrørende indberetninger om seksuelle krænkelser, har pådraget sig erstatningsansvar over for den person, der var genstand for undersøgelsen, som følge af fejl og mangler ved undersøgelsens gennemførelse.
En stor dansk medievirksomhed (Virksomhed A/S 1) etablerede i efteråret 2020 en indberetningsordning som led i en advokatundersøgelse gennemført af appelindstævnte. Formålet var at modtage indberetninger om krænkende handlinger og usund kultur i virksomheden.
I forbindelse med ordningen indkom to indberetninger rettet mod appellanten, der i perioden 1989-2012 havde været ansat som en fremtrædende vært/journalist hos Virksomhed A/S 1 og fra april 2015 var ansat hos Virksomhed A/S 2:
Appelindstævnte gennemførte interviews med de to indberettere og efterfølgende med appellanten den 27. november 2020. Den 9. december 2020 interviewede hun endvidere:
Vidne 2 oplyste, at han ikke havde nogen erindring om et overgreb, men at han morgenen efter den pågældende aften – da han åbnede døren til appellantens soveværelse – så appellanten og Person 5 i "kærlig omfavnelse", hvilket han beskrev som et ordinært samleje. Han pointerede, at såfremt det beskrevne overgreb havde fundet sted, ville han have kunnet huske det.
De forklaringer, som Vidne 2 og Person 4 afgav, blev ikke forelagt for appellanten, Person 5 eller Person 3 til kommentering.
Appelindstævnte orienterede den 17. december 2020 appellantens daværende advokat om undersøgelsens konklusioner og om, at Virksomhed A/S 1 havde besluttet ikke længere at anvende appellanten som vært.
Den 18. december 2020 afholdtes et onlinemøde, hvor appelindstævnte mundtligt redegjorde for grundlaget for undersøgelsens konklusioner. Appellanten lydoptog mødet uden de øvrige deltageres vidende. Appelindstævnte oplyste bl.a., at hun vurderede, at det overvejende sandsynligt havde været udvist adfærd fra appellantens side, der måtte karakteriseres som seksuel chikane, og at Person 5 var blevet udsat for en uønsket fysisk seksuel handling, idet hun i situationen følte sig presset til at have sex med appellanten.
Den 22. december 2020 indgik appellanten en fratrædelsesaftale med Virksomhed A/S 2, hvorefter han modtog løn i en opsigelsesperiode på 4 måneder samt en godtgørelse svarende til 6 måneders løn – i alt 10 måneders løn. Aftalen indeholdt en endelighedsklausul om, at den var indgået til fuld og endelig afgørelse af ethvert krav mod Virksomhed A/S 2 eller Virksomhed A/S 1 som følge af opsigelsen.
Appellanten anførte, at appelindstævnte er erstatningsansvarlig for de tab, han har lidt som følge af fejl under advokatundersøgelsen. Hun gav ham ikke tilstrækkelig adgang til at varetage sine interesser og anlagde uforsvarlige vurderinger. Hun undlod at oplyse ham om de konkrete hændelsesforløb, der dannede grundlag for hendes juridiske vurdering, og tilsidesatte dermed Retsplejeloven § 126 om grundig og samvittighedsfuld udførelse af advokaterhvervet.
Appelindstævnte anførte bl.a.:
Højesteret tiltræder landsrettens begrundelse og fastslår, at endelighedsklausulen i fratrædelsesaftalen mellem appellanten og Virksomhed A/S 2 ikke kan føre til sagens afvisning eller appelindstævntes frifindelse. Da appellantens krav angår erstatning uden for kontrakt, er han heller ikke afskåret fra at rejse kravet mod appelindstævnte, blot fordi han modtog et beløb svarende til 10 måneders løn i henhold til fratrædelsesaftalen.
Højesteret fastslår indledningsvist, at en advokat som udgangspunkt ikke kan pålægges ansvar over for en tredjepart som følge af en advokatundersøgelse, medmindre der foreligger særlige omstændigheder – f.eks. grove fejl eller tilsidesættelse af en omsorgspligt over for berørte tredjeparter.
I denne sag forelå sådanne særlige omstændigheder, idet:
Højesteret identificerer følgende konkrete fejl og mangler:
"Appelindstævnte under onlinemødet den 18. december 2020 ikke redegjorde tilstrækkeligt for, hvilke konkrete handlinger i 2001 og 2003 hun lagde til grund, at Appellant havde foretaget, eller for, på hvilket grundlag hun fandt, at det med henvisning til hans handlinger ville være sagligt begrundet i 2020 at afskedige ham."
Dertil fastslår Højesteret:
Højesteret konkluderer, at appelindstævnte ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at konkludere, at appellanten begik seksuel chikane, og at hun dermed har tilsidesat den omsorgspligt, der påhvilede hende. Hun har handlet ansvarspådragende over for appellanten.
Henset til undersøgelsens karakter og de grove fejl vender Højesteret bevisbyrden: appelindstævnte skal påvise, at der ikke er årsagsforbindelse. Dette har hun ikke bevist.
Højesteret lægger vægt på, at undersøgelsens resultat – uden tilstrækkelig begrundelse – var egnet til i betydelig grad at nedsætte appellantens omdømme, og at dette sammenholdt med selve opsigelsen har sammenhæng med den psykiske belastningsreaktion, appellanten har henvist til. Konklusionerne måtte under alle omstændigheder forventes at komme til offentlighedens kendskab.
Årsagsforbindelsen er dermed bevist for:
Appelindstævnte skal betale 1.990.602,65 kr. med procesrente fra den 15. maj 2023 samt 443.000 kr. i sagsomkostninger for landsret og Højesteret (heraf 350.000 kr. til advokatudgifter og 93.000 kr. til retsafgifter).
Beløbene forrentes efter Renteloven § 8 a og skal betales inden 14 dage.

Advokaten tilsidesatte sin omsorgspligt over for en tv-vært ved at konkludere om seksuel chikane på et mangelfuldt grundlag.



Tiltalte, født i 1998, var tiltalt for to uafhængige tilfælde af voldtægt efter Straffeloven § 216, stk. 1. Anklagemyndigheden påstod fængselsstraf, da tiltalte i begge tilfælde skulle have skaffet sig samleje med forurettede, mens de var ude af stand til at give samtykke som følge af kraftig alkoholindtagelse og/eller søvn.
Årsberetningen for 2025 fremhæver en markant effektivisering af sagsgangen og centrale afgørelser om statsborgerskab og arbejdsskader.
Østre Landsret har afgjort, at en advokat ikke er erstatningsansvarlig for tabt arbejdsfortjeneste, trods kritik af afrapporteringen i en undersøgelse fra 2020.
Forholdet vedrørte et samleje i maj 2021, hvor Forurettede1 forklarede, at hun fik blackout kort efter ankomst til tiltaltes lejlighed og ikke husker samlejet. Ifølge tiltalte svarede hun 'ja' til samleje to gange. Bevisførelsen viste, at Forurettede1 efterfølgende var forvirret, sløret, ikke kunne gå selv og manglede beklædningsgenstande, da hun forlod lejligheden, hvilket indikerede stærk påvirkning.
Det andet forhold omhandlede samleje i april 2021, hvor Forurettede2 forklarede, at hun vågnede ved, at tiltalte var i gang med samleje, og at hun lå urørlig og lod som om hun sov, da hun blev bange. Tiltalte hævdede, at Forurettede2 aktivt havde hjulpet med samlejet, selvom de ikke talte sammen eller kyssede forinden.
Anklagemyndigheden påstod fængselsstraf. Tiltalte påstod frifindelse. Begge forurettede krævede godtgørelse for tort på 35.000 kr. hver, ligesom Forurettede1 krævede erstatning for tøj. Byretten fandt tiltalte skyldig i begge forhold og idømte ham 2 års fængsel samt tilkendte begge forurettede 35.000 kr. i tort. Tiltalte ankede dommen med påstand om frifindelse, mens anklagemyndigheden påstod skærpelse.

Sagen omhandler et radioindslag i programmet ”AK24syv”, der satte kritisk fokus på advokatfirmaet Opus’ metoder til at i...
Læs mere
Denne sag omhandler tiltaler mod fem personer (Tiltalte 1-5) for omfattende bedrageri af særligt grov beskaffenhed og sk...
Læs mereLovforslag om styrket beskyttelse mod seksuelt krænkende materiale, særligt vedrørende børn og unge

Nægtelse af udvidet erstatning efter frifindelse: Vurdering af sigtelse og kommunal tvangsfjernelse som strafprocessuelle indgreb