Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Et ægtepar kom i kontakt med en finansiel rådgiver på en forbrugermesse i efteråret 1999. Her drøftede de deres privatøkonomi og mulighederne for at opnå nye lån gennem en omlægning af eksisterende lån samt yderligere belåning på den billigst mulige måde. Det blev aftalt, at den finansielle rådgiver skulle indhente lånetilbud for ægteparret mod et honorar på 10% plus moms af den besparelse, der i gunstigste fald kunne opnås. Ægteparret underskrev en fuldmagt den 19. november 1999, som gav rådgiveren bemyndigelse til at forhandle med kredit- og opsparingsinstitutter vedrørende deres låne- og indlånsengagementer.
Efterfølgende modtog ægteparret lånetilbud fra en kreditforening samt et tilbud om en kassekredit fra en jysk sparekasse. Ægteparret valgte dog kun at benytte tilbuddet om kassekreditten. På trods af dette udskrev den finansielle rådgiver en regning på 12.500 kr. (svarende til 10% plus moms af en antaget besparelse på 100.000 kr.), som om ægteparret havde benyttet sig af hele tilbudspakken. Ægteparret betalte regningen, men klagede efterfølgende til rådgiveren, da de via deres kreditforening erfarede, at der ikke var opnået nogen rentebesparelse ved de indhentede lånetilbud. Da rådgiveren afviste ægteparrets krav, indbragte de sagen for Forbrugerklagenævnet.
Forbrugerklagenævnet afviste at behandle klagen på grund af manglende kompetence, selvom nævnet indledningsvis vurderede sagens omstændigheder.
Nævnet bemærkede, at aftalen mellem ægteparret og den finansielle rådgiver var indgået på en forbrugermesse, hvilket blev anset for et møde uden for rådgiverens faste forretningssted. Dette indebar, at aftalen potentielt var omfattet af Lov om visse forbrugeraftaler § 7, stk. 2, som omhandler fortrydelsesret ved aftaler indgået uden for fast forretningssted. Ifølge denne bestemmelse havde rådgiveren pligt til at oplyse ægteparret om deres lovbestemte fortrydelsesret. Hvis denne oplysning var undladt, ville aftalen ikke være bindende for forbrugeren, og ægteparret ville i så fald ikke have været forpligtet til at betale det opkrævede honorar på 12.500 kr., uanset om der kunne have været opnået en rentebesparelse.
Trods den indledende vurdering af fortrydelsesretten, fastslog nævnet, at rådgivning om låneomlægning og lignende ydelser betragtes som en ydelse vedrørende pengevæsen. Sådanne ydelser er i medfør af Bekendtgørelse om forbrugerklagenævnets virksomhed § 3, stk. 2, nr. 13, undtaget fra Forbrugerklagenævnets virksomhedsområde. På baggrund af denne undtagelse var nævnet nødsaget til at afvise at behandle klagen på grund af manglende kompetence.
Ankenævnet på EnergiområdetNævnet har på et møde i februar 2022 behandlet en række sager, og nævnet har i den forbindelse besluttet at publicere to af sagerne fra mødet på nævnets hjemmeside.
Ankenævnet på EnergiområdetAnkenævnet på Energiområdet
Den forsikrede, født i 1980'erne og uddannet inden for kontorarbejde, blev sygemeldt i februar 2016 grundet en arbejdsmæssig belastningsreaktion, der medførte symptomer som hovedpine, muskelspændinger og træthed. Hun blev opsagt i maj 2017.
Hun havde en forsikringsordning hos via sin tidligere arbejdsgiver, , der dækkede tab af erhvervsevne. påbegyndte udbetaling af ydelser efter en karensperiode. I meddelte PFA dog, at udbetalingerne ville ophøre fra , da de vurderede, at hendes erhvervsevne ikke længere var nedsat i dækningsberettiget grad. Hendes forsikringsordning ville overgå til en indbetalingsfri ordning uden dækning fra , hvis den ikke blev videreført privat. PFA bekræftede senere i , at udbetalingerne ikke kunne genoptages.
Energiankenævnet har afvist at behandle en klage om en mulig misvisende motivationstarif med henvisning til manglende juridisk kompetence.
Nævnet har afvist at behandle en klage vedrørende en udlejningsejendom, da udlejningsaktiviteten blev vurderet som erhvervsmæssig.
PFA Pension argumenterede for, at klagerens generelle erhvervsevne ikke længere var nedsat med mindst halvdelen. Dette blev baseret på lægelige og kommunale akter, der blandt andet fremhævede hendes evne til at arbejde 15 timer ugentligt i et tidligere praktikforløb, hendes unge alder og hendes evne til at udføre huslige opgaver. PFA mente, at hun burde kunne bestride et relevant arbejde på mere end halv tid med de rette skånehensyn.
Klageren, repræsenteret af sin fuldmægtig, fastholdt, at hendes erhvervsevne fortsat var varigt og væsentligt nedsat med mere end 50 %. Hun anførte, at hendes tilstand ikke var forbedret, og at hendes praktikforløb viste, at hun ikke kunne arbejde mere end halv tid. Hun bestred PFA's fortolkning af hendes private aktiviteter og påstanden om, at hun bevidst begrænsede sin arbejdstid. Desuden kritiserede hun PFA for at anvende forkerte data og for mangelfuld og for sen rådgivning vedrørende videreførelse af forsikringen. Hun fremhævede, at PFA's egen lægekonsulent i oktober 2019 oprindeligt vurderede hende som "varigt nedsat med mere end halvdelen i eget erhverv og midlertidigt nedsat med mere end halvdelen i ethvert erhverv", men at denne vurdering senere blev tilsidesat.
Sagens lægelige og kommunale oplysninger inkluderede:
Klagerens sag mod Industriens Pensionsforsikring A/S vedrører en tvist om afgiftssatsen ved genkøb af en pensionsordning...
Læs mereEn klager indgav en klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet vedrørende en opkrævning på 2.904 kr. for kontrol af en vand...
Læs mereHøring af udkast til bekendtgørelse om gebyrer og honorarer for ydelser efter lov om fremme af energibesparelser i bygninger
Afvisning af dækning for ulovlige el-installationer under ejerskifteforsikring
