Nationalitetskrav for notarer i Letland udgør en hindring for etableringsfriheden

Europa-Kommissionen anlagde sag mod Republikken Letland for traktatbrud, idet Kommissionen mente, at Letland overtrådte artikel 49 TEUF (etableringsfriheden) og artikel 51 TEUF (undtagelse for udøvelse af offentlig myndighed) ved at kræve lettisk statsborgerskab for at kunne blive notar.

Kommissionen argumenterede for, at notarers virksomhed i Letland ikke er forbundet med udøvelse af offentlig myndighed, og at nationalitetskravet derfor er en ulovlig begrænsning af etableringsfriheden. Kommissionen anførte, at notarens opgaver primært består i at bekræfte dokumenter og aftaler, og at notaren ikke har enekompetence til at træffe afgørelser i tvister.

Republikken Letland, støttet af Tjekkiet og Ungarn, hævdede, at notarer i Letland udøver offentlig myndighed, og at nationalitetskravet derfor er berettiget. Letland fremhævede, at notaren har en skønsbeføjelse, at dokumenter oprettes i statens navn, og at notarens virksomhed er afgørende for retssikkerheden.

Domstolen fastslog, at notarvirksomhed i Letland ikke er forbundet med udøvelse af offentlig myndighed, og at nationalitetskravet derfor er i strid med artikel 49 TEUF. Domstolen lagde vægt på, at notarens opgaver primært består i at bekræfte dokumenter og aftaler, hvor parternes samtykke allerede foreligger, og at notaren ikke har enekompetence til at træffe afgørelser i tvister.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at Republikken Letland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 49 TEUF ved at opstille et nationalitetskrav for adgang til erhvervet som notar. Domstolen pålægger Letland at betale sagens omkostninger, mens Tjekkiet og Ungarn, som er intervenienter, bærer deres egne omkostninger.

Domstolen begrunder afgørelsen med, at notarvirksomhed i Letland ikke er direkte og særligt forbundet med udøvelse af offentlig myndighed i henhold til artikel 51, stk. 1, TEUF. Domstolen fremhæver, at notarens opgaver primært består i at bekræfte dokumenter og aftaler, hvor parternes samtykke allerede foreligger, og at notaren ikke har enekompetence til at træffe afgørelser i tvister, f.eks. i arvesager eller skilsmissesager, hvor uenighed henvises til domstolene.

Domstolen understreger, at selvom notaren udøver visse beføjelser af almen interesse, såsom at sikre lovligheden af dokumenter, kan dette ikke begrunde et nationalitetskrav. Endvidere udøver notarer deres virksomhed under konkurrencemæssige betingelser, hvilket ikke er karakteristisk for udøvelse af offentlig myndighed.