Livsforsikring: Nationale supplerende oplysningspligter og EU-retten

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Rechtbank Rotterdam i Nederlandene vedrørende fortolkningen af artikel 31, stk. 3, i Rådets direktiv 92/96/EØF (tredje livsforsikringsdirektiv). Sagen er anlagt af Nationale-Nederlanden Levensverzekering Mij NV mod Hubertus Wilhelmus van Leeuwen.

Sagen drejer sig om en tvist om omkostningerne og præmierne for en dødsfaldsrisikodækning, der er en del af en livsforsikring tegnet af Hubertus van Leeuwen hos NN. Den centrale problemstilling er, om EU-retten forhindrer, at et forsikringsselskab pålægges at give yderligere oplysninger om forsikringens omkostninger og risikopræmier baseret på nationale retsregler, ud over de oplysninger, der kræves i henhold til direktivet.

NN argumenterede for, at EU-retten, særligt artikel 31, stk. 3, i tredje livsforsikringsdirektiv, ikke tillader, at forsikringsselskaber pålægges at give yderligere oplysninger i medfør af nationale retsregler. Van Leeuwen anførte, at han ikke havde modtaget tilstrækkelige oplysninger om de faktiske omkostninger og risikopræmier forbundet med forsikringen.

Rechtbank Rotterdam forelagde to præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen: 1) Er EU-retten til hinder for, at livsforsikringsselskaber pålægges yderligere oplysningspligter i henhold til nationale retsregler? 2) Er det relevant for besvarelsen af det første spørgsmål, hvilken indvirkning den manglende meddelelse af disse oplysninger har efter national ret?

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 31, stk. 3, i direktiv 92/96/EØF ikke er til hinder for, at et forsikringsselskab pålægges at give yderligere oplysninger baseret på nationale retsprincipper, såsom "åbne og/eller uskrevne retsregler", ud over dem, der er listet i direktivets bilag II.

• Dette gælder under forudsætning af, at de krævede oplysninger er klare, præcise og nødvendige for, at forsikringstageren kan forstå de væsentligste elementer i forsikringen.
• Det forudsættes også, at disse oplysninger sikrer et tilstrækkeligt niveau af retssikkerhed.
• Det er den forelæggende rets opgave at efterprøve, om disse betingelser er opfyldt.

Domstolen præciserede også, at den manglende meddelelse af disse yderligere oplysninger i henhold til national ret som udgangspunkt ikke er relevant for spørgsmålet om, hvorvidt oplysningspligten er forenelig med direktivets artikel 31, stk. 3.