Uddannelsesstøtte og fri bevægelighed: Krav om fast bopæl for tyske statsborgere i udlandet

Sagen omhandler Andreas Ingemar Thiele Meneses, en tysk statsborger bosiddende i Tyrkiet, og Region Hannover, vedrørende afslag på uddannelsesstøtte til studier i Nederlandene.

Sagen rejser spørgsmål om fortolkningen af artikel 20 og 21 i TEUF om unionsborgerskab og retten til fri bevægelighed og ophold.

Andreas Ingemar Thiele Meneses anførte, at afslaget på uddannelsesstøtte var i strid med hans ret til fri bevægelighed, da de tyske regler kun tillod støtte, hvis han studerede i Tyskland.

Region Hannover afslog ansøgningen med henvisning til, at der kun kan bevilges uddannelsesstøtte til tyske statsborgere bosiddende i udlandet under særlige omstændigheder, hvilket ikke var tilfældet.

Verwaltungsgericht Hannover forelagde sagen for EU-Domstolen og spurgte, om EU-retten er til hinder for en national ordning, hvor tyske statsborgere bosiddende i udlandet kun kan få uddannelsesstøtte til uddannelse i bopælslandet eller et naboland, og kun under særlige omstændigheder.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 20 og 21 i TEUF er til hinder for en national lovgivning, der gør tildeling af uddannelsesstøtte til studier i en anden medlemsstat betinget af fast bopæl i landet og begrænser støtte til statsborgere uden fast bopæl til studier i bopælslandet eller dets nabolande, kun under særlige omstændigheder.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at en sådan lovgivning udgør en restriktion for retten til fri bevægelighed og ophold, som tilkommer alle unionsborgere. Restriktionen er kun berettiget, hvis den er baseret på objektive almene hensyn, der er uafhængige af nationalitet, og står i rimeligt forhold til det mål, der forfølges.

Domstolen fandt, at betingelsen om fast bopæl var for ensidig og tilfældig, da den ikke nødvendigvis afspejler den reelle integration i samfundet. Den økonomiske begrundelse kunne heller ikke begrunde restriktionen, da rent økonomiske hensyn ikke kan være tvingende almene hensyn. Fremme af mobilitet på uddannelsesområdet kunne være et legitimt mål, men lovgivningen var ikke forholdsmæssig, da den var for generel og ensidig.