Forordning 44/2001: Tidsmæssig Anvendelse ved Fuldbyrdelse i Nye Medlemsstater

Wolf Naturprodukte GmbH anlagde sag mod SEWAR spol. s r.o. vedrørende anerkendelse og fuldbyrdelse i Tjekkiet af en østrigsk retsafgørelse. Tvisten opstod, fordi SEWAR ikke efterkom en betalingsforpligtelse over for Wolf Naturprodukte.

Sagen drejer sig om fortolkningen af artikel 66, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område. Det centrale spørgsmål er, om forordningen finder anvendelse, når retsafgørelsen er afsagt før fuldbyrdelsesstatens tiltrædelse af EU.

Wolf Naturprodukte argumenterede for, at forordningen var bindende for alle medlemsstater fra dens ikrafttræden. SEWAR anførte, at forordningen ikke kunne anvendes, da Tjekkiet først tiltrådte EU senere.

Nejvyšší soud forelagde sagen for EU-Domstolen for at få en præjudiciel afgørelse om fortolkningen af artikel 66, stk. 2, i forordning nr. 44/2001.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 66, stk. 2, i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at for at forordningen kan finde anvendelse med henblik på anerkendelse og fuldbyrdelse af en retsafgørelse, er det nødvendigt, at forordningen var i kraft i både domsstaten og den medlemsstat, som anmodningen er rettet til, på tidspunktet for afsigelsen af retsafgørelsen.

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• Kontinuiteten mellem Bruxelleskonventionen og forordning nr. 44/2001, hvor artikel 66 fastsætter overgangsbestemmelser.
• At kompetencereglerne og reglerne om anerkendelse og fuldbyrdelse er tæt forbundne og ikke kan betragtes isoleret.
• At den forenklede fremgangsmåde for anerkendelse og fuldbyrdelse forudsætter gensidig tillid mellem medlemsstaterne og overholdelse af kompetencereglerne i forordningens kapitel II.
• At balancen mellem parternes interesser, som forordningen tilsigter, ikke er sikret, hvis sagsøgte har bopæl i et tredjeland, da retternes kompetence da fastlægges efter domsstatens nationale lovgivning.
• At de beskyttelsesmekanismer, som forordningen indeholder for sagsøgte, kun finder anvendelse, når sagsøgte har bopæl i en EU-medlemsstat.