Finansiering af offentlig fødevarekontrol – Gyldigheden af en national afgift på store fødevaredetailhandlere

Sagen omhandler en præjudiciel anmodning fra Tribunal Administrativo e Fiscal de Coimbra (domstolen i forvaltnings- og skatteretlige sager i Coimbra, Portugal) vedrørende en national afgift, Fødevaresikkerhedsafgiften (TSAM), som Portugal havde indført for at finansiere de generelle udgifter forbundet med offentlig kontrol på fødevaresikkerhedsområdet.

Sagsøgeren, Superfoz – Supermercados Lda, en virksomhed der driver supermarkeder, bestred lovligheden af at skulle betale TSAM. Superfoz argumenterede for, at afgiften stred mod EU-retten, navnlig artikel 26 og 27 i forordning (EF) nr. 882/2004 om offentlig kontrol, da afgiften ikke var knyttet til specifikke kontrolforanstaltninger udført til virksomhedens fordel. Desuden blev fritagelsesreglerne for mindre virksomheder (under 2000 m²) betvivlet for at være i strid med lighedsprincippet og statsstøttereglerne.

Afgiftens karakter og anvendelsesområde

Den portugisiske TSAM var en årlig afgift, beregnet pr. m² af salgsarealet, som blev pålagt detailforretninger, der solgte fødevarer. Selvom afgiften havde til formål at finansiere den offentlige kontrol i henhold til EU-reglerne, blev den opkrævet generelt og bidrog til en fælles fond (Fonden for Sundhed og Fødevaresikkerhed).

Fritagelsen for afgiften gjaldt kun forretninger under 2000 m² eller mikrovirksomheder, medmindre de indgik i en koncern eller kæde, der anvendte samme ordmærke og rådede over et samlet nationalt salgsareal på mindst 6000 m².

Centrale EU-retlige spørgsmål

Den nationale domstol ønskede primært at vide, om forordning nr. 882/2004 var til hinder for en national afgift, hvis provenu udelukkende finansierede offentlig fødevaresikkerhedskontrol, men uden at være en specifik modydelse for kontrol iværksat til fordel for den afgiftspligtige. Sekundært rejstes spørgsmål om afgiftens forenelighed med statsstøttereglerne (Art. 107/108 TEUF) og generelle EU-principper om lighed og fri konkurrence som følge af de indførte fritagelser.

Domstolen fastslog, at artikel 26 og 27 i forordning nr. 882/2004 skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at en medlemsstat indfører en generel afgift, som udelukkende pålægges detailhandlere, der sælger fødevarer, uden at denne afgifts indtægter anvendes til specifikt at finansiere offentlig kontrol, der iværksættes i tilknytning til eller til fordel for disse afgiftspligtige.

Domstolens ræsonnement vedrørende finansiering

Domstolen skelnede mellem de to finansieringsmuligheder i forordning nr. 882/2004:

• Artikel 27: Vedrører gebyrer eller afgifter, som er underlagt ensartede EU-regler, og hvis formål er at dække de forbundet med specifik offentlig kontrol.