Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Dokumenttype
Sted
Emner
Eksterne links
Parter
Dommer
EU’s institutioner og organer, Europa-Kommissionen, Portugal, EU-medlemsstater
Generaladvokat
Arabadjiev
Sagen vedrører en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Portugals øverste domstol, Supremo Tribunal de Justiça, om fortolkningen af EU-direktiverne vedrørende lovpligtig motorkøretøjsansvarsforsikring. Hovedspørgsmålet var, hvorvidt national lovgivning, som erklærer en forsikringskontrakt for absolut ugyldig på grund af svigagtige oplysninger fra forsikringstageren – herunder urigtige oplysninger om ejerskab og identiteten af den sædvanlige fører – er forenelig med EU-retten, når ugyldigheden gøres gældende over for skadelidte tredjemænd.
De faktiske omstændigheder udspringer af en færdselsulykke i 2004, hvor to førere blev dræbt. Forsikringsselskabet, Fidelidade, hævdede, at forsikringskontrakten for det skadevoldende køretøj var absolut ugyldig, fordi forsikringstageren svigagtigt havde opgivet urigtige oplysninger om, at han var ejer og sædvanlig fører, primært for at opnå en lavere forsikringspræmie. Portugisisk handelslov (Artikel 428) foreskriver ugyldighed, hvis forsikringstageren mangler en "økonomisk interesse" i forsikringsaftalen.
Den nationale domstol havde divergerende praksis: Én linje tillod, at absolut ugyldighed gøres gældende over for skadelidte, da de stadig kunne dækkes af den nationale Garantifond (Fundo de Garantia Automóvel). Den anden linje mente, at denne ugyldighed kun var relativ og ikke kunne påvirke tredjemands erstatningskrav, i overensstemmelse med EU-rettens formål om at beskytte skadelidte.
Domstolen fastslår, at EU-direktiverne om motorkøretøjsansvarsforsikring forpligter medlemsstaterne til at sikre maksimal beskyttelse af skadelidte tredjemænd. Denne forpligtelse er til hinder for en national lovgivning, der tillader et forsikringsselskab at påberåbe sig kontraktens ugyldighed – selv i tilfælde af svig og urigtige oplysninger – over for skadelidte.
Domstolen præciserer, at Første direktivs artikel 3, stk. 1, og Andet direktivs artikel 2, stk. 1, forhindrer forsikringsselskaber i at påberåbe sig lovbestemmelser eller kontraktklausuler, der fritager dem fra at dække skader påført tredjemænd af et forsikret køretøj. At tillade indsigelser baseret på svigagtige oprindelige oplysninger eller manglende økonomisk interesse ville fratage direktiverne deres effektive virkning.
Domstolen afviser argumentet om, at Garantifondens (Fundo de Garantia Automóvel) eksistens retfærdiggør, at forsikringsselskabet fritages for ansvar. Fondens intervention er udelukkende en sidste udvej, der kun er tiltænkt tilfælde, hvor køretøjet er uforsikret – dvs. hvor der slet ikke forelå en forsikringsaftale. Når der er indgået en kontrakt, som er erklæret ugyldig i henhold til national ret, er køretøjet ikke at betragte som uforsikret i direktivernes forstand, og forsikringsselskabet skal derfor dække skaderne over for tredjemand.

Vilkår om at alene væsentlige ændringer skulle varsles var ikke ugyldigt



Klageren, der er ejer af en bil, har indbragt en sag mod Købstædernes Forsikring GS (KF) ved Ankenævnet for Forsikring, efter at KF har afvist at udbetale erstatning for en kaskoforsikret bil, der blev afbrændt.
Sø- og Handelsretten har kendt Tryg Forsikrings uvarslede prisstigninger ulovlige, hvilket giver tusindvis af kunder ret til penge tilbage.
AXA Corporate Solutions m.fl. (21) mod MAN Energy Solutions, filial af MAN Energy Solutions SE, TYSKLAND, Sag: BS-1387/2016-SHR
Bilen, ejet af klageren og kaskoforsikret, blev brændt den 18. februar 2019, mens den stod parkeret. Forsikringstageren (brugeren af bilen) havde tegnet forsikringen. Politiet har efterforsket sagen, men har henlagt den, da den skyldige ikke er fundet. KF afviste dækning med tilbagevirkende kraft, da forsikringstageren angiveligt havde afgivet urigtige oplysninger om sit kørekort ved forsikringens tegning. Det fremgik af politiets oplysninger, at forsikringstageren ikke havde haft kørekort de seneste 3 år på indtegningstidspunktet, som ellers oplyst i forsikringsskemaet.
Klagerens påstande og argumenter: Klageren kræver, at KF udbetaler erstatning for den totalskadede bil, takseret til 65.000 kr., med tillæg af renter i henhold til Forsikringsaftaleloven § 24 fra den 25. april 2019, eller subsidiært en mindre erstatning. Klageren anfører, at han som ejer er sikret i henhold til Forsikringsaftaleloven § 2, stk. 2 og Forsikringsaftaleloven § 54, og har krav på erstatning for den totalskadede bil efter Forsikringsaftaleloven § 57. Han bestrider selskabets udokumenterede oplysninger om familieforhold og forhold til forsikringstageren. Klageren mener, at selskabet ikke har handlet i overensstemmelse med reglerne om god skik, og at selskabet ikke har dokumenteret, at de ville have afvist forsikringen, hvis de korrekte oplysninger om kørekortet var givet. Han påpeger, at den urigtige oplysning om kørekort intet har med kørselsrisiko at gøre, og at forsikringstageren hidtil havde kørt skadefrit. Klageren fremhæver, at branchens praksis er, at der lægges vægt på alder og tidligere kørsel ved fastsættelse af præmien, og at kaskoforsikring ofte kræves, når ejer og bruger ikke er samme person. Han anfører endvidere, at forholdet bør vurderes efter Forsikringsaftaleloven § 6, stk. 2 eller Forsikringsaftaleloven § 6, stk. 3, og at selskabet har udvist manglende rettidig omhu ved etablering af forsikringen og dens håndtering. Klageren appellerer til, at selskabet pålægges at inddrage erstatningssummen fra forsikringstageren.
Selskabets påstande og argumenter: KF afviste erstatning med henvisning til, at forsikringstageren havde afgivet urigtige risikooplysninger ved tegning af forsikringen, specifikt ved at oplyse at have haft kørekort de seneste 3 år, hvilket ikke var tilfældet. Selskabet anfører, at dette er en acceptregel, og at de ikke ville have tegnet forsikringen, hvis de korrekte oplysninger var givet. De henviser til Forsikringsaftaleloven § 4 som grundlag for at afvise erstatning og slette kaskodækningen med tilbagevirkende kraft. Selskabet bestrider, at ejeren kan opnå bedre dækning end forsikringstageren, uanset at ejeren er noteret på registreringsattesten. Selskabet finder det overvejende sandsynligt, at der er tale om finansiel virksomhed i forhold til det lån, som klageren har ydet over for forsikringstageren, og finder det betænkeligt, at klageren skulle kunne betragtes som en forbruger. De påpeger, at der ikke er noteret panthaverdeklaration på policen eller tinglyst ejendomsforbehold i bilbogen, og at der ikke er praksis for at orientere en ejer om forsikringsbetingelser, medmindre der er noteret en panthaverdeklaration.
Sagen omfatter klageskema, politirapport, registreringsattest, forsikringsbetingelser (MOB-1308), låneaftale mellem ejer og forsikringstager, samt oplysninger fra politiet vedrørende forsikringstagerens kørekortforhold. En parallel sag (93907) indbragt af forsikringstageren er også behandlet af nævnet.

Denne sag omhandler en klage fra en forsikringstager mod Codan Forsikring A/S vedrørende en manglende oprettelse af en b...
Læs mere
Sagen omhandler en tvist mellem forsikringstagere og Alm. Brand Forsikring A/S vedrørende annullering af forsikringer og...
Læs mereImplementering af EU-direktiv om forbrugerbeskyttelse ved fjernsalg af finansielle tjenesteydelser