Habitatdirektivet: Krav til tilladelse af infrastrukturprojekter i Natura 2000-områder og forbud mod at udsætte den passende vurdering

Sagen omhandler en præjudiciel anmodning fra en italiensk forvaltningsdomstol vedrørende fortolkningen af artikel 6 i Rådets direktiv 92/43/EØF (Habitatsdirektivet). Tvisten opstod, da den italienske regering godkendte et foreløbigt projekt for anlæggelse af en ca. 18 km lang vejstrækning (den såkaldte ”Grønne Rute”) mellem Monte Romano Est og Tarquinia Sud, et projekt der berørte et særligt bevaringsområde (SB-område) i Natura 2000-nettet, nemlig ”Fiume Mignone (basso corso)”.

Miljøorganisationer, herunder WWF Italia Onlus, anfægtede godkendelsen, da den kompetente miljømyndighed, Udvalget for miljøvurdering, tidligere havde afgivet en negativ udtalelse og fastholdt, at der eksisterede en miljømæssigt overlegen, alternativ rute (den ”Violette Rute”). Ministerrådet valgte alligevel at godkende projektet under henvisning til bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser (TEN-T netværk), samtidig med at yderligere miljøundersøgelser og afhjælpende foranstaltninger blev udskudt til stadiet for det endelige projekt.

Domstolens konklusioner om Habitatsdirektivets artikel 6

Domstolen fastslog, at direktivet er til hinder for den italienske praksis på flere centrale punkter, særligt når det gælder tidspunktet for miljøvurderingen og alternative løsninger. De vigtigste afgørelsespunkter vedrørte:

• Alternative Løsninger (Artikel 6, stk. 4): Et projekt, der skader et SB-område, kan kun tillades af bydende nødvendige samfundsinteresser, hvis der ikke findes en alternativ løsning, der medfører færre ulemper for områdets integritet. Hensyn til lavere økonomiske omkostninger kan ikke alene være afgørende for at fravælge et miljømæssigt overlegent alternativ.
• Vurderingens Fuldstændighed (Artikel 6, stk. 3): Vurderingen af virkningerne skal være fuldstændig, præcis og endelig, før tilladelse gives. Det er i strid med direktivet at udsætte yderligere, mere dybdegående vurderinger, undersøgelser eller fastsættelse af afhjælpende foranstaltninger til et senere stadium (det endelige projekt).
• Kompensation vs. Afhjælpning: Mens kompensationsforanstaltninger (som skal sikre den globale sammenhæng i Natura 2000) kan fastsættes i forbindelse med godkendelsen efter en negativ vurdering (Art. 6, stk. 4), skal afhjælpende foranstaltninger (der mindsker skaden) være kendt og indregnet i vurderingen før tilladelsen, da de er en del af selve projektet.

Vurderingens timing og ansvar

Domstolen understregede, at når en kompetent myndighed har foretaget og afsluttet den passende vurdering – uanset om resultatet er negativt – må denne vurdering ikke fortsættes eller suppleres af hverken den samme eller en anden myndighed (som Regionen Lazio) på et senere tidspunkt, medmindre der foretages en helt ny vurdering af et ændret projekt. Hvis projektforslaget ændres (f.eks. ved at indarbejde miljøkrav), kræver det en ny vurdering fra den kompetente myndighed.