Ligebehandling af tidsbegrænset ansatte: Ret til godtgørelse ved ophør af vikaransættelseskontrakt (Interinidad)

»Den blotte omstændighed, at denne arbejdstager har udført sit arbejde i henhold til en interinidad-ansættelseskontrakt, kan ikke udgøre et objektivt forhold, som kan begrunde afslaget på at tildele nævnte arbejdstager denne godtgørelse.«

En social- og sundhedsassistent er blevet tilkendt ni måneders løn i godtgørelse efter en usaglig afskedigelse i forbindelse med forældreorlov.

Sagsøger 1 og Sagsøger 2 blev tilknyttet Adecco A/S i august 2017 og udsendt til Siemens i september 2017. Deres ansættelser, der oprindeligt var kortvarige, blev forlænget syv gange. Arbejdsopgaverne bestod primært af IT-support og helpdesk-funktioner, som sagsøgerne mente var almindelige driftsopgaver, ikke midlertidige projekter. Siemens var i en periode præget af en fusion og en planlagt outsourcing af IT-afdelingen, hvilket ifølge Adecco A/S begrundede behovet for fleksibel vikaransættelse.

Parternes Påstande

HK/Danmark, som mandatar for sagsøgerne, påstod, at Adecco A/S skulle betale betydelige beløb i erstatning for manglende løn i opsigelsesperioden og under sygdom. De argumenterede for, at sagsøgernes ansættelsesforhold ikke var omfattet af vikarloven, men derimod af funktionærloven, da den lange varighed og de gentagne forlængelser betød, at ansættelsen reelt var tidsubegrænset og ikke midlertidig. De mente, at dette udgjorde en omgåelse af lovgivningen.

Dansk Erhverv, som mandatar for Adecco A/S, påstod frifindelse. De gjorde gældende, at vikarloven var gældende, og at forlængelserne var sagligt begrundede i Siemens' behov for fleksibilitet under fusionen og outsourcingprocessen. De bestred, at sagsøgerne havde funktionærstatus, da de ikke indtog en tjenestestilling i forhold til vikarbureauet eller brugervirksomheden.

Parternes Synspunkter

HK/Danmark argumenterede for:

• At sagsøgernes ansættelser stred mod formålet med vikardirektivet og vikarloven, da de ikke var midlertidige, men reelt tidsubegrænsede.
• At de gentagne forlængelser uden saglig grund udgjorde en omgåelse af lovgivningen, og at sagsøgerne burde have været ansat direkte hos Siemens med funktionærrettigheder.
• At den samlede varighed af udsendelsen (over 2 år) var i strid med begrebet "midlertidigt" i vikarloven.

Dansk Erhverv argumenterede for:

• At vikarloven var gældende for ansættelsesforholdene, da sagsøgerne var ansat som vikarbureauvikarer med henblik på midlertidigt arbejde under Siemens' tilsyn og ledelse.
• At forlængelserne var sagligt begrundede i Siemens' konkrete og skiftende behov som følge af fusionen og outsourcingen, og at der derfor ikke var tale om omgåelse af lovgivningen.
• At sagsøgerne ikke havde funktionærstatus, da de ikke indtog en tjenestestilling, hvilket er en forudsætning for funktionærlovens anvendelse.