Koncessioner på offentlige kyst- og søområder: Automatisk forlængelse uden udbud er i strid med Servicedirektivet og etableringsfriheden

Denne sag omhandler to forenede præjudicielle forelæggelser fra italienske forvaltningsdomstole (Tribunale Amministrativo Regionale per la Lombardia og Tribunale Amministrativo Regionale per la Sardegna) vedrørende gyldigheden af en national lovgivning, der automatisk forlængede eksisterende koncessioner til udnyttelse af statsejede kyst- og søområder til turist- og rekreationsformål. Sagerne blev rejst af Promoimpresa Srl og Mario Melis m.fl., som begge ønskede at fortsætte deres aktiviteter i henhold til den nationale lovs automatiske forlængelsesbestemmelser, men mødte modstand fra lokale myndigheder, der henviste til EU-retten.

Domstolens fortolkning og afgørelse

Domstolen fastslog, at den italienske lovgivning, som fastsatte en automatisk og gentagen forlængelse af koncessioner til statsejede maritime og søområder (oprindeligt til 2015, senere til 2020), er uforenelig med både Servicedirektivet (Direktiv 2006/123/EF) og traktatens bestemmelser om etableringsfrihed (artikel 49 TEUF).

Servicedirektivets forrang

Koncessionerne til udnyttelse af kyst- og søarealer blev kvalificeret som "tilladelser" i henhold til Servicedirektivets artikel 4, nr. 6). Da disse arealer udgør knappe naturlige ressourcer, er de omfattet af direktivets artikel 12, som kræver en procedure for udvælgelse af ansøgere.

• Udvælgelsesprocedure: Artikel 12, stk. 1, kræver en udvælgelsesprocedure, der giver fuldt betryggende garantier for uvildighed og gennemskuelighed.
• Forbud mod automatisk fornyelse: Artikel 12, stk. 2, fastsætter udtrykkeligt, at tilladelser ikke må kunne fornyes automatisk eller indebære andre fordele for den eksisterende tjenesteyder.

Domstolen konkluderede, at en lovbestemt forlængelse af tilladelsernes udløbsfrist svarer til en automatisk fornyelse, hvilket er udelukket i henhold til Servicedirektivet.

Forholdet til Etableringsfriheden (Artikel 49 TEUF)

Hvis Servicedirektivet hypotetisk ikke fandt anvendelse, skulle sagen bedømmes efter de primære traktatbestemmelser. Domstolen understregede, at tildeling af koncessioner, der har klar grænseoverskridende interesse, kræver overholdelse af gennemsigtighedsprincippet.

• Restriktion: En automatisk forlængelse forsinker tildelingen af koncessionerne ved en gennemsigtig udbudsprocedure, hvilket udgør en restriktion af etableringsfriheden, da det forhindrer potentielle konkurrenter fra andre medlemsstater i at få adgang til markedet.
• Begrundelse: Den italienske regerings argument om at beskytte koncessionshavernes berettigede forventninger og dækningsinvesteringer blev afvist. Da de pågældende koncessioner blev tildelt på et tidspunkt, hvor kravet om gennemsigtighed allerede var etableret i EU-retten, kunne retssikkerhedsprincippet ikke påberåbes for at begrunde den ulovlige automatiske forlængelse.