Tjenestemandspension: Tab af optjente rettigheder ved jobskifte til anden medlemsstat strider mod fri bevægelighed (C-187/15)

Domstolen fastslog, at artikel 45 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den tyske, hvorefter en tjenestemand, der frivilligt opsiger sin stilling for at arbejde i en anden medlemsstat, mister sine optjente rettigheder til tjenestemandspension og forsikres med tilbagevirkende gyldighed i en almindelig pensionsordning, der giver ret til en væsentligt lavere ydelse.

Afvisning af begrundelsen for begrænsningen

Domstolen anerkendte, at lovgivningen udgjorde en begrænsning af den frie bevægelighed, da den afskrækkede tjenestemænd fra at søge arbejde i andre medlemsstater. Domstolen forkastede den påberåbte begrundelse – sikringen af en velfungerende offentlig forvaltning ved at sikre loyalitet og kontinuitet blandt de ansatte – fordi foranstaltningen ikke var systematisk og sammenhængende:

• Tyskland tillod intern mobilitet (skift mellem delstater eller til forbundsstatens forvaltning) med bevarelse af sammenlignelige pensionsrettigheder.
• Da tjenestemanden kunne forlade delstaten NRW uden pensionsstraffen, når skiftet skete internt i Tyskland, kunne formålet om loyalitet over for den specifikke delstat ikke anses for at blive forfulgt konsekvent.
• Foranstaltningen, der medførte et stort økonomisk tab, gik derfor ud over, hvad der var nødvendigt for at nå det påberåbte mål og var uforholdsmæssig.

Den nationale rets handlepligt

Med hensyn til retsvirkningerne fastslog Domstolen, at det påhviler den nationale ret at sikre den fulde virkning af artikel 45 TEUF. Den nationale ret skal:

• Enten fortolke national ret i overensstemmelse med artikel 45 TEUF.
• Eller, hvis overensstemmende fortolkning ikke er mulig, undlade at anvende de nationale bestemmelser, der er i strid med EU-retten.
• Tjenestemænd, der har flyttet til en anden medlemsstat, skal tildeles de samme rettigheder til alderspension, som tilkommer de tjenestemænd, der skifter offentlig arbejdsgiver internt i Tyskland.

Domstolen fastslog, at EU-retten ikke kræver, at medlemsstater tillader overførsel af pensionsrettigheder til internationale organisationer. Dog må medlemsstaterne sikre, at arbejdstagere ikke mister pensionsrettigheder, fordi de har arbejdet i en anden medlemsstat. Hvis overførsel ikke er mulig, skal beskæftigelsesperioder ved internationale organisationer tages i betragtning ved beregning af alderspension.