Fortolkning af fragtførerbegrebet i direktiv 96/75/EF: Frihed til at indgå aftaler om indlandsvandveje uden at eje fartøj

Sagen angår en præjudiciel anmodning fra en belgisk appeldomstol vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 96/75/EF om befragtningssystemer og prisdannelse inden for varetransport ad indre vandveje, særligt i relation til, hvem der lovligt kan indgå transportaftaler i egenskab af »fragtfører«.

Tvisten udspillede sig mellem Sven Mathys, ejer af et indlandsfartøj, og De Grave Antverpia NV (DGA). DGA, der ikke selv ejede eller befragtede fartøjer, indgik en transportaftale med en afsender (Sibelco) og hyrede derefter Mathys til at udføre transporten til en lavere pris. Mathys argumenterede for, at DGA reelt fungerede som en »befragtningsmægler« og uberettiget havde betegnet sig som »fragtfører« over for afsenderen. Formålet med denne praksis var ifølge Mathys at omgå belgisk lovgivning, der begrænser den provision, som mæglere kan opkræve.

Mathys påstod, at artikel 1, litra b), i direktiv 96/75/EF, som definerer »fragtfører« som ejer eller befragter af et indlandsfartøj, udelukker andre personer fra at fungere som fragtfører i transportaftaler. Den forelæggende ret ønskede derfor afklaret, om direktivet er til hinder for nationale bestemmelser, der tillader en person, som ikke opfylder denne EU-retlige definition, at indgå en transportaftale som fragtfører.

Domstolen fastslog, at direktiv 96/75/EF skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for nationale bestemmelser, som tillader en person, der ikke opfylder definitionen af »fragtfører« i direktivet, at indgå en transportaftale i egenskab af fragtfører.

Domstolens begrundelse for aftalefrihed

Domstolen understregede, at direktiv 96/75/EF primært havde til formål at liberalisere markedet ved at afskaffe de restriktive turnusbefragtningssystemer og systemer med forud fastsatte priser, hvilket er nedfældet i direktivets kernebestemmelse, artikel 2.

• Artikel 2 fastsætter, at aftaler indgås frit mellem »de berørte parter«, og priserne forhandles frit.
• Domstolen konstaterede, at ordlyden af artikel 2 på ingen måde begrænser kredsen af de parter, der er bemyndiget til at indgå sådanne aftaler, til kun at omfatte dem, der er defineret som »fragtførere« i artikel 1, litra b).
• Desuden fandt Domstolen, at definitionen af »fragtfører« i artikel 1, litra b), kun havde juridisk rækkevidde i forbindelse med direktivets overgangsordning (artikel 3 og 6), som udløb den 1. januar 2000. Efter denne dato er definitionen uden normativ værdi i den aktuelle sammenhæng.
• Direktivet er fuldstændig neutralt i forhold til, om det i henhold til national ret er nødvendigt at råde over et skib for lovligt at kunne indgå en aftale om transport af varer ad indre vandveje i egenskab af fragtfører. Direktivet regulerer ikke mæglervirksomhed eller lignende kommercielle indgreb i transportkæden.