Gyldigheden af fælles TAC for skolæst og nordlig skolæst: EU-Rådets skøn og princippet om relativ stabilitet

Domstolen afviste Kongeriget Spaniens annullationssøgsmål i dets helhed og fastslog, at Rådet ikke havde tilsidesat de EU-retlige principper, som Spanien havde påberåbt sig.

Afvisning af tilsidesættelse af skønsbeføjelse og relativ stabilitet

Domstolen understregede, at EU-lovgiver (Rådet) har en vid skønsbeføjelse ved fastsættelsen af TAC’er og fordelingen af fiskerimuligheder i komplekse økonomiske og biologiske situationer. Kontrollen er derfor begrænset til at undersøge, om Rådet har begået en åbenlys fejl eller magtfordrejning.

Domstolen bekræftede, at Rådet lovligt kunne vedtage en fælles TAC i mangel af fyldestgørende videnskabelige oplysninger, da dette var i overensstemmelse med den forsigtighedstilgang (forsigtighedsprincippet) i fiskeriforvaltningen, som er fastsat i artikel 2, stk. 2, i forordningen om den fælles fiskeripolitik.

"I overensstemmelse med definitionen heraf i forordningens artikel 4, stk. 1, nr. 8), indebærer denne tilgang, at manglende relevante videnskabelige oplysninger ikke bør betragtes som en gyldig grund til at udskyde eller undlade at træffe forvaltningsforanstaltninger til bevarelse af målarter..."

Vedrørende relativ stabilitet fandt Domstolen, at Rådet var berettiget til ikke at tage hensyn til Spaniens historiske fangstopgørelser af nordlig skolæst. Dette skyldtes, at videnskabelig rådgivning havde rejst tvivl om tallenes troværdighed, og en hensyntagen hertil ville have skabt en varig fordel baseret på potentielt fejlagtige data (præmis 60). Dette faldt inden for Rådets skønsmargin og udgjorde ikke en tilsidesættelse af princippet om relativ stabilitet.

Afvisning af proportionalitet og ligebehandling

Domstolen afviste proportionalitetsanbringendet, idet den fælles TAC ikke var åbenbart uhensigtsmæssig. Målet var at beskytte skolæsten mod overfiskeri som følge af fejlagtig indberetning, samtidig med at muligheden for senere at fastsætte præcise kvoter blev opretholdt, hvis pålidelige data blev fremlagt. Spanien godtgjorde ikke, at en mindre indgribende foranstaltning kunne have opnået samme beskyttelsesniveau.

Endelig blev ligebehandlingsprincippet ikke tilsidesat, da Spanien ikke formåede at bevise, at de sammenlignelige sager, landet havde henvist til (vedrørende demersal rødfisk eller bars), var kendetegnet ved de samme unikke omstændigheder, nemlig den alvorlige tvivl om dataenes troværdighed og den fysiske sammenblanding af de to arter.

Kongeriget Spanien, Den Franske Republik og Republikken Polen intervenerede til støtte for Rådets påstande.

Domstolen skulle tage stilling til, om Rådet med rette havde anvendt artikel 43, stk. 3, TEUF som retsgrundlag for forordningen, eller om forordningen skulle have været vedtaget efter den almindelige lovgivningsprocedure i artikel 43, stk. 2, TEUF.

Domstolen annullerede forordningen, men opretholdt dens virkninger i en begrænset periode.