Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Sted
Emner
Eksterne links
Parter
Dommer
EU-medlemsstater, Tyskland, Europa-Kommissionen, Nederlandene, Finland, EU’s institutioner og organer
Generaladvokat
Bay Larsen
De forenede sager C-582/17 (H.) og C-583/17 (R.) omhandlede præjudicielle spørgsmål fra Raad van State (Nederlandene) vedrørende fortolkningen af Dublin III-forordningen (nr. 604/2013). Sagerne involverede to syriske statsborgere, der havde indgivet ansøgning om international beskyttelse i Nederlandene (MS2) efter tidligere at have søgt i Tyskland (MS1). Statssekretæren i Nederlandene traf beslutning om ikke at behandle ansøgningerne og anmodede om tilbagetagelse til Tyskland, da ansvaret for sagsbehandlingen angiveligt lå dér. Ansøgerne gjorde under deres appel (i henhold til Artikel 27) gældende, at Nederlandene burde være ansvarlig på grund af kriteriet om familieenhed (Artikel 9), da deres ægtefæller havde international beskyttelse i Nederlandene.
Det centrale juridiske spørgsmål var, hvorvidt en tredjelandsstatsborger, der er omfattet af en tilbagetagelsesprocedure (i modsætning til en overtagelsesprocedure), har ret til at påberåbe sig de ansvarlighedskriterier, der er fastsat i forordningens kapitel III (såsom Artikel 9), under en klage eller appel af en overførselsafgørelse i den medlemsstat, der anmoder om tilbagetagelse. Den forelæggende ret ønskede især afklaret, om retten til retsmidler i Artikel 27 begrænser prøvelsen til alene at omfatte den første medlemsstat.
Raad van State anførte, at en almindelig fortolkning af Dublin-systemet kun tillader prøvelse af ansvarlighedskriterierne i den første medlemsstat, men søgte afklaring fra Domstolen i lyset af principperne om effektiv retsbeskyttelse og beskyttelse af familielivet.
Domstolen fastslog, at Dublin III-forordningen principielt ikke giver en tredjelandsstatsborger ret til at påberåbe sig ansvarlighedskriteriet i Artikel 9 (familieenhed) inden for rammerne af en appel af en overførselsafgørelse i en tilbagetagelsessituation.
Domstolen understregede, at tilbagetagelsesprocedurer (omfattet af Artikel 18, stk. 1, litra b)-d), og Artikel 20, stk. 5) er forskellige fra overtagelsesprocedurer. Tilbagetagelsesproceduren er en simplificeret ordning, der bygger på, at ansvaret for sagsbehandlingen enten allerede er fastlagt i den første medlemsstat, eller at ansvarsfastsættelsesproceduren skal afsluttes der. Formålet er at forhindre sekundære bevægelser og sikre hurtighed.
I de tilfælde, der er omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 23, stk. 1, og artikel 24, stk. 1, er de pågældende kompetente myndigheder, inden de indgiver en anmodning om tilbagetagelse til en anden medlemsstat, ikke forpligtet til på grundlag af de i forordningen fastsatte ansvarlighedskriterier og navnlig ansvarlighedskriteriet i forordningens artikel 9 at afgøre, om den sidstnævnte medlemsstat er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen (Præmis 80).
Domstolen fandt, at hvis en anmodende medlemsstat skulle foretage en fornyet fuld vurdering af alle ansvarlighedskriterier, ville det underminere forordningens struktur, som adskiller mellem overtagelse og tilbagetagelse, og stride imod målet om en hurtig behandling af ansøgninger.
Domstolen anerkendte dog en vigtig undtagelse baseret på princippet om loyalt samarbejde og beskyttelsen af familielivet (Artikel 7 og 24 i Charteret om Grundlæggende Rettigheder).
FlygtningenævnetFlygtningenævnet beder EU-Domstolen vurdere, om tidsfrister i Dublin-sager genstartes, når en sag hjemvises til fornyet behandling.
Flygtningenævnet
Flygtningenævnet
Sagen omhandler en irakisk statsborger, Zuheyr Frayeh Halaf, der søgte asyl i Bulgarien. De bulgarske myndigheder (DAB) konstaterede via Eurodac-systemet, at Halaf tidligere havde søgt asyl i Grækenland. DAB anmodede Grækenland om at tilbagetage Halaf i henhold til Dublin-forordningen (forordning nr. 343/2003). Da Grækenland ikke svarede inden for den fastsatte frist, antog DAB, at Grækenland havde accepteret tilbagetagelsen, og afviste at behandle Halafs asylansøgning i Bulgarien.
Halaf anfægtede DAB's afgørelse og argumenterede bl.a. med, at UNHCR havde opfordret europæiske regeringer til ikke at tilbagesende asylansøgere til Grækenland på grund af forholdene der. Administrativen sad Sofia-grad forelagde herefter en række præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen.
De centrale spørgsmål var:
Asylansøgere overføres ikke længere til Belgien efter Dublin-forordningen, da belgiske myndigheder ikke kan garantere indkvartering til enlige mænd.
Flygtningenævnet har i september 2023 afgjort, at garantier fra de kroatiske myndigheder sikrer asylansøgere en korrekt behandling under Dublinforordningen.
Domstolen fastslog, at en medlemsstat har mulighed for at behandle en asylansøgning, selvom den ikke er ansvarlig ifølge Dublin-forordningen, og at der ikke er en pligt til at indhente en udtalelse fra UNHCR under Dublin-proceduren.
Shamso Abdullahi, en somalisk statsborger, søgte asyl i Østrig, efter at være indrejst ulovligt via Grækenland, Makedoni...
Læs mereDomstolen behandlede en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tyskland vedrørende fortolkningen af artikel 3, stk. 2, i...
Læs mere