Energiklagenævnets afgørelse om indtægtsramme for Ikast El Net A/S for 2020

Klagers synspunkter

Klager anmodede Energiklagenævnet om at ophæve Forsyningstilsynets afgørelse og hjemvise sagen til fornyet behandling. Klager fremførte følgende argumenter:

Beregning af indeks for automatiske indikatorer

• Klager var uforstående over for den negative udvikling i indekset, da der var en stigning i både målere og stationer fra 2019 til 2020. Selvom 228 målere og en station var omfattet af Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 27, mente klager, at Forsyningstilsynets fortolkning pålagde en reduktion i strid med Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 22, stk. 2, som foreskriver, at et fald i antal elmålere ikke medregnes. Klager mente, at den samlede udvikling i målerindekset burde være 0 %.

Forrentning af differencer under energispareordningen

• Klager mente, at der ikke skulle pålægges forrentning af differencer fra energispareordningen i reguleringsåret 2020. Klager henviste til Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 51, stk. 4 (nu Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 53, stk. 6), som blev indført ved en bekendtgørelse, der trådte i kraft den 29. december 2020. Klager argumenterede for, at en forrentning for hele 2020 ville være en fortolkning med tilbagevirkende kraft, hvilket er byrdefuldt og i strid med lovgivers intention. Klager påpegede, at Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 51, stk. 2 (nu Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 56, stk. 8) angiver, at bekendtgørelsen først har virkning for indtægtsrammen for 2021, og at forhold vedrørende 2018-2020 skal behandles efter Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 50 (nu Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 56, stk. 8). Klager mente desuden, at Forsyningstilsynets begrundelse var mangelfuld, og at netselskaberne ikke havde haft mulighed for at indrette sig efter de nye regler.

Forsyningstilsynets bemærkninger

Forsyningstilsynet var enig med klager i, at der ikke burde være et fald i aktivitetsindekset for 2020 og indstillede til, at Energiklagenævnet ophævede og hjemviste afgørelsen på dette punkt. Vedrørende forrentning af energisparedifferencer fastholdt Forsyningstilsynet sin afgørelse og henviste til Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 51, stk. 4 (nu Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 53, stk. 6) og høringsnotatet, som eksplicit angiver, at differencer for energispareordningen for 2020 indgår i netvirksomhedens samlede differencer for 2020. Tilsynet betragtede denne bestemmelse som en lex specialis i forhold til ikrafttrædelsesbestemmelsen.

Energiklagenævnet traf afgørelse i sagen den 25. oktober 2023, hvor Forsyningstilsynets afgørelse delvist blev ophævet og hjemvist, og delvist stadfæstet.

Beregning af indeks for automatiske indikatorer

Energiklagenævnet var enig med Forsyningstilsynet i, at der ikke skal ske justering efter Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 22, stk. 1 for ændringer i antallet af elmålere og stationer, som er omfattet af en forhøjelse af en netvirksomheds omkostningsramme på baggrund af Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 27, jf. Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 22, stk. 3. Nævnet fandt dog, at Forsyningstilsynet i dette tilfælde, hvor klager havde et fald i antallet af eksisterende målere, justerede omkostningsrammen og det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret for fald, hvilket er i strid med Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 22, stk. 2. På baggrund heraf hjemviste Energiklagenævnet Forsyningstilsynets afgørelse til fornyet behandling for så vidt angår dette punkt.

Forrentning af differencer under energispareordningen

Energiklagenævnet fandt, at energisparedifferencer opgjort efter Bekendtgørelse om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder § 26 for 2020 skal indgå i netvirksomhedens samlede differencer. Dette gælder, selvom det af Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 56, stk. 8 fremgår, at Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder (nr. 969/2018) finder anvendelse på netvirksomhedens indtægtsrammer for 2018-2020. Nævnet henviste til Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 53, stk. 6 og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets bemærkninger til bekendtgørelsen, som bekræfter, at differencer for energispareordningen for 2020 indgår i netvirksomhedernes samlede differencer for 2020. Energiklagenævnet stadfæstede Forsyningstilsynets afgørelse for så vidt angår klagepunktet om forrentning af energisparedifferencer.

Afgørelsens hjemmel

Afgørelsen er truffet i henhold til elforsyningslovens § 89, stk. 1 og Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 54, stk. 1.

Klagerne anmodede om, at Energitilsynets afgørelse blev hjemvist, således at geografisk bestemte fordyrende rammevilkår kunne inddrages ved fastsættelsen af indtægtsrammerne. De fremhævede følgende specifikke forhold, der påvirker deres driftsøkonomi negativt:

• Korrosion: Klagerne opererer i et aggressivt/korrosivt miljø i Vestjylland, karakteriseret ved saltindhold i luften fra Vesterhavet. Dette medfører en betydelig forkortelse af levetiden for elforsyningsmateriel, der er omfattet af korrosionsklasse C5-M, fra op til 100 år til mellem 4 og 48 år.
• Vindpåvirkning: Området er udsat for kraftig vindpåvirkning, hvilket mekanisk belaster nettet i højere grad end i resten af Danmark. Dette nødvendiggør en kraftigere dimensionering og medfører en lavere levetid for mekanisk påvirkede dele.
• Decentral elproduktion: En uforholdsmæssig høj koncentration af vindmøller i forsyningsområdet fører til store og hyppige temperaturudsving i nettet på grund af varierende produktion. Dette belaster samlinger og påvirker levetiden samt vedligeholdelsesomkostningerne.
• Lav kundetæthed: De tyndt befolkede områder i Vestjylland medfører længere transportafstande og nødvendiggør udbygning på det dyrere 10 kV-niveau frem for 0,4 kV-niveau, hvilket øger vedligeholdelsesomkostningerne.

Klagerne mente, at Energitilsynet ikke havde taget højde for disse faktorer, hvilket resulterede i en forkert indplacering i benchmarkingen. De henviste desuden til, at Norge tager hensyn til lignende forhold. Endvidere anførte klagerne, at Energitilsynets ændrede praksis for behandling af korrosionsbetingede omkostninger siden perioden 2000-2004 var i strid med den forvaltningsretlige grundsætning om forbud mod reformatio in pejus.

Energitilsynets synspunkter

Energitilsynet fastholdt sin afgørelse og anførte, at den var i overensstemmelse med elforsyningsloven § 70, stk. 9 og Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder og regionale transmissionsvirksomheder omfattet af elforsyningsloven §§ 26 og 27. Energitilsynet henviste til, at klagernes synspunkter om de fire punkter tidligere var blevet fremført og afvist af Energiklagenævnet i 2010.

Energitilsynet havde foretaget grundige analyser af de påpegede kritikpunkter, herunder korrosion, vindpåvirkning, decentral produktion og kundetæthed. Analyserne viste, at selskaber ved den jyske vestkyst ikke blev stillet signifikant dårligere i benchmarking-modellen. For eksempel viste test for korrosion, at vestkyst-selskaber ikke havde et signifikant højere omkostningsindeks. Vedrørende kundetæthed fandt Energitilsynet, at høj kundetæthed typisk medfører højere omkostninger, og modellen korrigerer for dette, så selskaber i tyndt befolkede områder justeres opad. Energitilsynet vurderede, at klagernes bemærkning om 10 kV-udbygning beroede på en misforståelse af netvolumenmodellen, som netop tager højde for forskelle i netstruktur. En ny beregningsmetode for kundetæthedskorrektion, baseret på naturlig logaritme og lineær regression, havde desuden forbedret forklaringsgraden og generelt reduceret effektiviseringskravene for selskaber med høj kundetæthed. Energitilsynet fandt ingen grund til at ændre netvolumenmodellen og bemærkede, at den norske model ikke umiddelbart kunne sammenlignes.