Afvisning af klage over lukning af Uggelhuse-Langkastrup Kraftvarmeværk grundet manglende klageberettigelse

Som led i godkendelsen fastsatte kommunen vilkår for driften frem mod lukningen med hjemmel i Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 27. Dette indebar, at de faste bidrag i tariffen skulle udgøre mindst 50 pct. af den samlede varmepris for at sikre en rimelig fordeling af de faste omkostninger, i takt med at flere forbrugere forlod værket.

Klagerens argumenter og personlige situation

Klageren, der er en af de 191 forbrugere tilknyttet værket, protesterede mod afgørelsen. Vedkommende havde allerede i 2015 installeret en individuel varmepumpe og var derfor ophørt med at aftage varme, men var stadig bundet af en tilslutnings- eller forblivelsespligt. Klageren anførte navnlig:

• At det nye tarifvilkår ville gøre det dyrere for forbrugerne generelt.
• At der fandtes alternative løsninger uden krav om store udbetalinger.
• At øvrige forbrugere har haft rig mulighed for at skifte til individuelle løsninger tidligere.

Retsgrundlaget for klageberettigelse

Da hverken Varmeforsyningsloven § 26 eller projektbekendtgørelsen indeholder en udtømmende definition af klageberettigelse, tog Energiklagenævnet udgangspunkt i almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. For at være klageberettiget skal en part besidde en interesse, der er både væsentlig og individuel.

"Kravet om væsentlig interesse indebærer, at betydningen af afgørelsen for den pågældende skal være af en vis styrke og intensitet. En moralsk eller mere generel præget interesse er således ikke i sig selv tilstrækkelig."

Nævnet præciserede desuden, at interessen kun er individuel, hvis afgørelsen er mere indgribende over for klageren end over for en større personkreds. Hvis mange berøres ensartet, foreligger der som udgangspunkt ikke klageberettigelse for den enkelte.

Energiklagenævnet afviser at behandle klagen, da klageren ikke anses for klageberettiget. Nævnet har i sin vurdering lagt afgørende vægt på, at klageren ikke er individuelt berørt af kommunens godkendelse af projektforslaget i en grad, der adskiller sig fra de øvrige 191 varmeaftagere.

Nævnet fremhæver, at Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 28 opstiller en særlig procesordning, hvor det primært er berørte forsyningsselskaber, andre kommuner og grundejere, der skal afgive areal eller pålægges servitutter, som skal underrettes. Da klageren ikke skal afgive areal eller pålægges servitut, og da vedkommendes bekymring om prisstigninger er af generel karakter for alle værkets brugere, opfyldes kravene til en individuel interesse ikke. Der foreligger således ingen omstændigheder, der kan give klageren en særlig retlig interesse i at få efterprøvet, om projektet er det samfundsøkonomisk mest fordelagtige efter Varmeforsyningsloven § 1.

Energiklagenævnet frifundet i en sag anlagt af Maribo Varmeværk

Energiklagenævnet traf den 4. februar 2022 afgørelse i sag om klage over Lolland Kommunes afgørelse om afslag på anmodning om genoptagelse af Maribo Varmeværks projekt-godkendelse af træpillekedel og træfliskedel mv

Randers Kommunes godkendelse

Randers Kommune godkendte projektforslaget den 16. januar 2018. Kommunen vurderede, at projektet ville give en samfundsøkonomisk gevinst på 40.110.283 kr. over 20 år. Vurderingen blev foretaget i overensstemmelse med Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 26, og kommunen fandt, at projektforslaget var det samfundsøkonomisk mest fordelagtige, jf. Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 26, stk. 2. Som vilkår for godkendelsen blev det fastsat, at værket skulle anmelde en tarif til Energitilsynet (nu Forsyningstilsynet), hvor de faste bidrag udgjorde mindst 50 pct. af den samlede varmepris frem til værkets lukning. Dette vilkår havde hjemmel i Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 27, stk. 2.

Klagers synspunkter

Klager anførte flere punkter til støtte for sin klage, især vedrørende vilkåret om de faste bidrag:

• Fortsat drift af værket, indtil gælden er indfriet, giver enkelte personer mulighed for at modtage varme og dermed ødelægge en demokratisk politisk beslutning.
• Der var ikke taget højde for miljømæssige og lokaløkonomiske konsekvenser.
• Varmeforsyningsloven § 21, stk. 5 var overtrådt, da det med få forbrugere kun kunne blive en uøkonomisk anvendelse af energien.
• Kommunalbestyrelsen havde ikke foretaget den foreskrevne energimæssige, samfundsøkonomiske og miljømæssige vurdering af projektet.
• Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 27 blev anvendt "meget kreativt", da den normalt anvendes ved etablering, ændring eller drift af projekter, ikke ved nedlæggelse.

Randers Kommune fastholdt sin afgørelse og bemærkede, at vilkåret om tarifering skulle sikre, at de resterende forbrugere ikke blev uforholdsmæssigt hårdt ramt. Kommunen oplyste desuden, at den valgte procentsats var et skøn, der lå inden for rammerne af Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4 og Energitilsynets praksis. Alle 191 forbrugere blev anset for parter i sagen og modtog meddelelse om afgørelsen med klagevejledning.