Hjemvisning af sag om prisgodkendelse på grund af uklar sammenhæng mellem omkostningsregulering og fastsættelse af overskud

Vejledningens retslige status

Energiklagenævnet fastslog, at Energitilsynets vejledning fra 2000 ikke var juridisk bindende for tilsynets skønsudøvelse. Elforsyningsloven § 72 pålægger tilsynet at foretage en konkret vurdering i hver enkelt sag. Det forhold, at EnergiMidt havde indrettet sig i tillid til vejledningen, kunne ikke føre til et andet resultat. Nævnet fandt det derfor ikke i strid med forvaltningsretlige principper, at tilsynet havde fraveget vejledningens udgangspunkt.

Regulering og negativ forrentning

Nævnet bemærkede, at elforsyningsloven ikke er til hinder for en regulering, der medfører en negativ egenkapitalforrentning. En sådan konsekvens kan være en normal følge, hvis en virksomhed afholder unødvendige omkostninger eller handler med koncernforbundne selskaber til priser, der ikke afspejler markedsvilkår.

Energitilsynets bemærkninger

Energitilsynet fremsendte bemærkninger til anmodningen om opsættende virkning og argumenterede imod denne:

• Tilbagebetalingen burde gennemføres snarest muligt for at imødekomme forbrugernes kollektive krav.
• Der skulle etableres størst mulig forbindelse mellem de kunder, der oprindeligt betalte for meget, og de kunder, der modtog tilbagebetalingen.
• Perioden, hvor efterreguleringer medførte afvigelser fra markedsprisniveauet efter den nugældende regulering, jf. Elforsyningsloven § 72, skulle begrænses mest muligt.
• De likviditetsmæssige effekter for virksomhederne kunne begrænses ved at sprede efterreguleringen over flere kvartaler.
• Energitilsynet mente ikke, at der var fremført væsentlige hensyn, der kunne begrunde en afvigelse fra tilsynets beslutninger om tilbagebetalingens gennemførelse.
• Tidligere afgørelser fra Energiklagenævnet (f.eks. j.nr. 11-320 af 14. juli 2005) havde imødekommet anmodninger om opsættende virkning i forsyningspligtsager på grundlag af sager af principiel karakter. Energitilsynet fandt dog, at sager vedrørende forsyningspligtpriser for perioden 2002-2004 ikke længere havde principiel karakter, da Energiklagenævnet havde truffet afgørelse i en række lignende sager og dermed fastlagt en praksis.
• Selskabernes vurdering af risikoen for økonomisk skadesvirkning i tilfælde af en eventuel genopkrævning blev anset for overestimeret.

Retsgrundlag for opsættende virkning

Elforsyningsloven § 72, stk. 7 fastsætter, at klager over Energitilsynets efterregulering af forsyningspligtpriser ikke har opsættende virkning. Denne bestemmelse trådte i kraft den 1. januar 2005. For perioden 2002-2004 skulle efterregulering dog ske efter de hidtil gældende regler, som ikke indeholdt bestemmelser om opsættende virkning. Energiklagenævnet skulle derfor træffe afgørelse om opsættende virkning efter almindelige forvaltningsretlige regler, hvilket indebærer en konkret afvejning af forskellige hensyn. Dette retsgrundlag er beskrevet i forvaltningsretlig litteratur, som fremhæver en afvejning af, om underinstansens afgørelse vil miste sin betydning, eller om klageadgangen vil blive illusorisk, hvis opsættende virkning ikke tillægges. Østre Landsret havde desuden i en kendelse af 29. august 2007 bestemt, at en lignende sag om efterregulering af forsyningspligtpriser for 2002 og 2003 ikke blev tillagt opsættende virkning.