Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Tilknyttede dokumenter
Relaterede love
Sagen omhandler en klage indbragt af en administrator og medejer af ejendomme (herefter benævnt klager) over Energitilsynets afgørelse vedrørende Sønderborg Fjernvarme A.m.b.a.'s (herefter benævnt Sønderborg Fjernvarme) afgift til dækning af energibesparelsesforanstaltninger. Klager bestrider Energitilsynets afgørelse om manglende partsstatus i sagen.
Sønderborg Fjernvarme forelagde Energitilsynet to modeller for finansiering af en tilskudsordning til energibesparelser, som skulle opfylde Energistyrelsens krav til forsyningsselskaber. Energitilsynet tilkendegav den 15. december 2008, at begge modeller var indregningsberettigede omkostninger i henhold til Varmeforsyningsloven § 20, stk. 2 og Varmeforsyningsloven § 28 b. Tilsynet fandt også, at prisdifferencen var i overensstemmelse med Varmeforsyningsloven § 20, stk. 5. Det blev dog understreget, at der alene var tale om en tilkendegivelse og ikke en formel afgørelse, da forholdet endnu ikke var realiseret.
Efter Energitilsynets tilkendegivelse fastsatte Sønderborg Fjernvarme en afgift på 1 kr. pr. m² plus moms for forbrugere med et tilsluttet areal over 1.000 m², herunder klagerens ejendomme på i alt 2.447 m². Klager indgav den 27. juni 2009 en klage til Energitilsynet, idet klager mente, at afgiften medførte ulovlig forskelsbehandling af forbrugerne.
Energitilsynet afviste den 10. september 2009 at realitetsbehandle klagen yderligere, da der ikke var fremkommet nye oplysninger, der gav anledning til at genoptage sagen. Energitilsynet fandt desuden, at klager ikke havde partsstatus i sagen, da klagerens interesse ikke adskilte sig væsentligt fra andre forbrugere med et areal over 1.000 m². Energitilsynet oplyste, at afgørelsen om manglende partsstatus kunne påklages til Energiklagenævnet, men ikke beslutningen om ikke at foretage sig yderligere.
Klager indbragte herefter sagen for Energiklagenævnet, hvor klagen dels vedrørte Energitilsynets tilkendegivelse af 15. december 2008, dels Energitilsynets afgørelse af 10. september 2009 om manglende partsstatus. Sagen drejede sig primært om, hvorvidt klager havde partsstatus i Energitilsynets sag. Sønderborg Fjernvarme oplyste, at ud af ca. 8.000 fjernvarmekunder var 228 kunder pålagt afgiften for arealer over 1.000 m².
Energiklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet af Energitilsynet i henhold til . Varmeforsyningsloven indeholder ikke specifikke regler for partsstatus, hvorfor de almindelige forvaltningsretlige principper finder anvendelse. Disse principper kræver, at en part skal have en "væsentlig og individuel interesse" i sagen for at opnå partsstatus og dermed klageberettigelse. En moralsk eller generel interesse er ikke tilstrækkelig, og interessen skal være mere specifik for den pågældende end for andre berørte.
Energiklagenævnet behandlede klagen i to dele: klagen over Energitilsynets tilkendegivelse af 15. december 2008 og klagen over Energitilsynets afgørelse af 10. september 2009 om manglende partsstatus.
Energiklagenævnet fastslog, at Energitilsynets tilkendegivelse af 15. december 2008 ikke udgjorde en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. En afgørelse skal ensidigt fastsætte, hvad der skal være ret, og være eksternt rettet. Da tilkendegivelsen alene var en vejledende udtalelse om mulige tariferingsmodeller og ikke en bindende fastsættelse af en urimelig metode, kunne den ikke påklages til Energiklagenævnet i henhold til Varmeforsyningsloven § 26, stk. 1. Nævnet bemærkede desuden, at selv hvis tilkendegivelsen var en afgørelse, ville klager ikke have været klageberettiget.
Energiklagenævnet fandt, at Energitilsynets beslutning om ikke at tillægge klager partsstatus var en afgørelse i forvaltningsretlig forstand og dermed kunne påklages til nævnet i henhold til Varmeforsyningsloven § 26, stk. 1.
For at opnå partsstatus kræves både en væsentlig og en individuel interesse i sagen. Energiklagenævnet vurderede, at klager ikke havde en individuel interesse. Begrundelsen var, at Energitilsynets sag vedrørte alle Sønderborg Fjernvarmes kunder med et areal over 1.000 m², en gruppe på 228 kunder ud af i alt 8.000. Klagerens interesse adskilte sig ikke væsentligt fra de øvrige varmeforbrugere i denne gruppe. Det forhold, at klagerens henvendelse havde givet anledning til, at Energitilsynet indhentede en udtalelse fra Sønderborg Fjernvarme, ændrede ikke ved vurderingen af den manglende individuelle interesse.
Da klager ikke havde den fornødne individuelle interesse, kunne klager ikke anses for part i Energitilsynets sag og var dermed heller ikke klageberettiget. Betingelserne for klageberettigelse er sammenfaldende med betingelserne for partsstatus, når loven ikke indeholder særlige regler.
Energiklagenævnet kunne ikke behandle klagen over Energitilsynets tilkendegivelse af 15. december 2008. Energitilsynets afgørelse af 10. september 2009, hvorefter klager ikke havde partsstatus i sagen, blev stadfæstet.
Energiklagenævnet har fastslået, at der er hjemmel til at opkræve omkostninger for fjernvarmeunitordninger, og har derfor ophævet Forsyningstilsynets tidligere afgørelse i en sag om Halsnæs Varme A/S.
Ankenævnet på EnergiområdetAnkenævnet på EnergiområdetEn klager indbragte en sag for Energiklagenævnet vedrørende Energitilsynets afgørelse af 3. februar 2010. Sagen omhandlede Bedsted Fjernvarme A.m.b.a.'s beregning af den faste årlige afgift for klagers ejendom, specifikt vedrørende erhvervsandele, der ikke længere blev anvendt erhvervsmæssigt. Klagerens ejendom, et enfamiliehus, var i BBR-registeret registreret med en erhvervsdel på ca. 238 m². Klageren anførte, at denne del ikke længere blev brugt til erhverv.
Klageren gjorde gældende, at Bedsted Fjernvarme A.m.b.a. i perioden 1995 til 1. juni 2009 havde beregnet den faste afgift med 2,5 enheder, selvom den korrekte beregning fra 1. juni 2009 var 1,5 enheder. Klageren var enig i den nye beregning, men mente, at forholdene ikke havde ændret sig siden 1995 og ønskede derfor tilbagebetaling af den for meget opkrævede faste afgift for årene 1995-2009.
Ankenævnet på Energiområdet har afgjort flere sager om energisparetilskud til gasfyr og fastslået princippet om stiltiende accept ved el-aftaler.
Ankenævnets årsberetning for 2016 er nu klar
Energitilsynet afviste klagen over den konkrete beregning af den faste afgift, idet de fandt, at der var tale om en civilretlig uenighed, som lå uden for Energitilsynets kompetence. Energitilsynet vejledte klageren om, at private varmeforbrugere kunne indbringe sådanne spørgsmål for Ankenævnet på Energiområdet, mens erhvervsdrivende måtte anlægge sag ved domstolene. Dette er i overensstemmelse med Elforsyningsloven § 78, stk. 1, som fastslår, at Energitilsynet ikke behandler civilretlige tvister.
På baggrund af klagerens henvendelse besluttede Energitilsynet dog at indlede en tilsynssag for at vurdere, om Bedsted Fjernvarme A.m.b.a.'s generelle regler for beregning af fast afgift var i overensstemmelse med Energitilsynets retningslinjer og Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4. Energitilsynet afviste samtidig at give klageren partsstatus i denne tilsynssag, da klagerens interesse ikke adskilte sig fra andre varmekunders interesse i forsyningsområdet. Energitilsynet kan behandle sager på eget initiativ eller på grundlag af en klage, jf. Elforsyningsloven § 80.
Klageren var uenig i Energitilsynets afgørelse om manglende individuel interesse og partsstatus. Klageren fastholdt, at der var klaget over tolkningen af tariffastsættelsen, ikke selve fastsættelsen, og at det var ejendommeligt, at der var opkrævet for meget afgift i en længere periode.
Sagen omhandler en klage over Energitilsynets afgørelser af 26. februar 2007 og 19. december 2007 vedrørende regnskabsfo...
Læs mereSagen omhandler en klage fra en varmeforbruger over E.ON Varme Danmark ApS' metode til beregning af den faste afgift for...
Læs mereUdkast til bekendtgørelse om tilskud til energibesparelser, energieffektiviseringer og CO2-reduktioner i erhvervsvirksomheder
