Klage over Energistyrelsens afgørelse om Albertslund Varmeværks energispareaktiviteter

• Omkostningerne til renovering af prøvehusene skal ses i lyset af de samlede energibesparelser, der forventes opnået ved den efterfølgende renovering af 1.550 boliger i Albertslund Syd.
• Værkets samlede omkostninger til de ni prøvehuse forventes at være ca. 2,7 mio. kr., ikke 5,6 mio. kr., og de samlede energibesparelser forventes at være ca. 100 MWh.
• Andre bidragsydere (f.eks. Landsbyggefonden og boligselskabet) deltager i finansieringen, og værket forventer refusion af udlagte omkostninger.
• Mundtlig orientering om refusioner er givet til relevante udvalg og brugergrupper.
• Ansøgning om EUDP-støtte er foretaget af andre projektdeltagere, ikke værket selv, og støtten er til projektet som helhed.
• Budgetoverskridelser i Hyldespjældet blev midlertidigt afholdt af værket for at undgå projektstop, men andre deltagere skal bidrage med deres andel.

Energistyrelsens udtalelse

Energistyrelsen fastholdt sin afgørelse og anførte, at kommunalt ejede selskaber kan deltage i prøvehusprojekter, hvis det bidrager til en omkostningseffektiv opfyldelse af deres forpligtelse over tid. Styrelsen mente desuden, at den havde foretaget en realitetsbehandling af klagen og værkets omkostningseffektivitet.

Energiklagenævnet stadfæstede Energistyrelsens afgørelse af 22. juni 2011.

Klagefristens overholdelse

Energiklagenævnet vurderede, at klagen var modtaget rettidigt. Med henvisning til Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 9189 af 20. maj 2011 om beregning af klagefrister ved afgørelser sendt som A-brev, lagde nævnet til grund, at afgørelsen af 22. juni 2011 først var klager i hænde den 24. juni 2011. Da klagen blev modtaget i nævnet den 22. juli 2011, var den inden for den fireugers frist fastsat i Bekendtgørelse om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder § 21, stk. 2.

Vurdering af energispareaktiviteterne

Nævnet fastholdt sin tidligere vurdering fra afgørelsen af 6. juli 2010 om, at værkets energispareaktivitetsplan var i overensstemmelse med reglerne i Bekendtgørelse om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder, herunder kravet om at opfylde energispareforpligtelsen så billigt og effektivt som muligt, jf. Bekendtgørelse om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder § 7, stk. 3. Nævnet bemærkede, at net- og distributionsvirksomhederne har metodefrihed til at sikre realisering af energibesparelser, jf. Bekendtgørelse om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder § 7, stk. 4 og Bekendtgørelse om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder § 7, stk. 5.

Nævnet anerkendte, at prisen pr. kWh-besparelse på 94 øre (og 118,8 øre i 2010 ifølge Energitilsynets benchmarking) var usædvanlig høj sammenlignet med gennemsnittet på 28,6 øre for varmedistributionsvirksomheder. Dog fandt nævnet, i lighed med Energistyrelsen, ikke grundlag for at antage, at værket havde undladt at tage fornødent hensyn til omkostningseffektiviteten. Dette skyldtes forventningen om, at værkets gennemsnitlige omkostninger pr. kWh over en årrække ikke ville være for høje eller afvige væsentligt fra gennemsnittet, især da omkostningerne ved prøvehusprojektet skal ses i sammenhæng med fremtidige planlagte projekter, som prøvehusprojektet bidrager med erfaring til. Energiklagenævnet fandt ikke, at energispareaktiviteterne var udført i strid med reglerne i energisparebekendtgørelsen.

Skærpet tilsyn

På baggrund af den høje pris pr. kWh-besparelse og Energitilsynets benchmarking for 2010, fandt Energiklagenævnet det nødvendigt, at Energistyrelsen fremadrettet fører et skærpet tilsyn med udviklingen i priserne på energispareaktiviteterne i værket og værkets konkrete energispareaktiviteter, jf. Bekendtgørelse om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder § 18, stk. 1.

Afgørelsen blev truffet i henhold til Bekendtgørelse om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder § 21, stk. 1, jf. Varmeforsyningsloven § 26, stk. 1. Afgørelsen kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, og søgsmål ved domstolene skal anlægges inden 6 måneder efter meddelelse, jf. Varmeforsyningsloven § 26, stk. 4.

Energiklagenævnet hjemviste den 18. maj 2009 sagen til fornyet behandling i Energistyrelsen. Nævnet fastslog, at Energistyrelsens tilsyn efter Bekendtgørelse om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder omfatter alle bekendtgørelsens bestemmelser, herunder kravet om, at energispareforpligtelser skal opfyldes så effektivt og billigt som muligt. Nævnet understregede, at varmedistributionsvirksomhederne har stor metodefrihed, men skal sikre en balanceret og omkostningseffektiv indsats. Energistyrelsen har ikke hjemmel til at udstede påbud om udførelse af nærmere angivne energispareaktiviteter, medmindre det falder ind under Bekendtgørelse om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder § 19.

Albertslund Varmeværks redegørelse

Efter hjemvisningen anmodede Energistyrelsen Albertslund Varmeværk om en redegørelse for energispareplanens status. Varmeværket oplyste i juli 2009, at planen var en bruttoliste, der løbende var revideret for at øge omkostningseffektiviteten. Flere af de tiltag, klager havde indvendt mod, var udgået. Varmeværket opgjorde omkostningerne pr. sparet MWh ved den hidtidige indsats til 94 øre pr. kWh-besparelse. Planen for 2008 omfattede blandt andet:

• Fjernvarmens serviceordning
• Energirådgivning til boligkunder, kommunale og andre offentlige bygninger, industri og erhverv
• Ad hoc energibesparelsespotentialer, herunder i forbindelse med byggesagsbehandling
• Energispareprojekt-prøvehus og projekt opgradering af boliger til energiklasse 2
• Projekter vedrørende tilskud til termostater og merisolering

Energistyrelsens og klagers synspunkter

Energistyrelsen fandt i sin afgørelse af 10. september 2009, at der ikke var grund til at antage, at Albertslund Varmeværks energispareindsats var i uoverensstemmelse med gældende regler. Styrelsen lagde vægt på varmeværkets løbende vurdering af aktiviteterne og fokus på omkostningseffektivitet. Afgørelsen blev dog truffet uden partshøring af klager.

Klager fastholdt, at varmeværket ikke havde påvist omkostningseffektivitet, og at oplysninger om bruttoliste og planrevisioner ikke var kommunikeret til brugerne. Klager bestred også, at prøvehusprojekterne var udgået på grund af omkostningseffektivitet, og mente, at opgørelsen af sparepotentialet var teoretisk. Klager fremhævede, at der manglede et budget for forventede omkostninger og besparelser, og at renoveringsbehov ikke skulle finansieres af varmeforbrugerne.

Energistyrelsen bemærkede, at varmeværkets plan var en bruttoliste, og at årlige projektbeslutninger var normal procedure. Styrelsen anerkendte usikkerhed om omkostninger og effekt i opstartsfasen, men mente, at erfaringer fra prøvehusene ville føre til billigere løsninger i stor skala, især i lyset af et stort renoveringsbehov i kommunens boligmasse. Energistyrelsen fandt varmeværkets redegørelse afbalanceret og rimeligt omkostningseffektiv.

Albertslund Varmeværk understregede prøvehusprojekternes vigtighed for at maksimere energibesparelser ved renovering af den store boligmasse fra 1960'erne og 70'erne, herunder de mange lejeboliger administreret af Bo-Vest.