Klage over Energitilsynets afvisning af klageberettigelse vedrørende prisfastsættelse og udtrædelsesbetingelser i fjernvarmeværk

Energiklagenævnet fastslog, at Energitilsynet er nedsat i medfør af Elforsyningsloven § 78 og kan behandle sager på eget initiativ eller på grundlag af anmeldelser eller klager i henhold til Elforsyningsloven § 80. Disse generelle bestemmelser finder anvendelse på Energitilsynet uafhængigt af det specifikke lovområde, der behandles.

Tilsynsmyndigheders pligt til at behandle klager

Energiklagenævnet bemærkede, at tilsynsmyndigheder efter almindelig forvaltningsretlig praksis ikke har pligt til at behandle alle klager. En tilsynsmyndighed har kun pligt til at realitetsbehandle henvendelser/klager, hvis der rejses en konkret begrundet mistanke om en lovovertrædelse af betydning eller ulovlig adfærd. Dette gælder uanset, om klageren har en væsentlig og individuel interesse i sagen.

Vurdering af klagers henvendelse

Energiklagenævnet konstaterede, at Energitilsynet allerede havde rejst en tilsynssag vedrørende E.ON's generelle prisfastsættelse for Slagslunde Fjernvarmeværk på tidspunktet for klagers henvendelse. Klagerens henvendelse rejste ikke en ny, konkret begrundet mistanke om lovovertrædelser af varmeforsyningsloven ud over det, der allerede var under undersøgelse. Derfor fandt Energiklagenævnet, at Energitilsynet var berettiget til at afvise at realitetsbehandle klagers klage.

Partshøring

Vedrørende klagers anbringende om manglende partshøring bemærkede Energiklagenævnet, at Forvaltningslovens § 19, stk. 1, kun medfører en pligt til at høre over oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder. En myndigheds juridiske overvejelser eller vurderinger af, hvordan en sag skal afgøres, er ikke omfattet af partshøringspligten. Da Energitilsynet ikke var i besiddelse af nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning, som klager ikke allerede var bekendt med, var der ikke grundlag for partshøring.

Afgørelse

Energiklagenævnets afgørelse blev truffet i henhold til Varmeforsyningsloven § 26. Afgørelsen kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Klagers centrale argumenter

Klageren gør gældende, at den arealbaserede faste afgift (m²-afgift) er i strid med ånden i energisparelovgivningen, da den reducerer incitamentet til at investere i energibesparende foranstaltninger. Klageren anfører, at når en stor del af varmeudgiften er fast og uafhængig af forbruget, bliver den økonomiske gevinst ved at spare på varmen mindre. Klageren foreslår i stedet, at den faste afgift baseres på et glidende gennemsnit af de seneste tre års forbrug for at skabe en mere retfærdig og incitamentsfremmende model. Klageren henviser desuden til generelle politiske mål om energibesparelser og CO2-reduktion, som myndighedernes praksis bør understøtte.

Energitilsynets og E.ON's synspunkter

Energitilsynet og E.ON fastholder, at den arealbaserede afgift er i overensstemmelse med gældende lovgivning og fast administrativ praksis. De fremhæver følgende punkter:

• Kostægte tarifering: Tariferingen skal afspejle de faktiske omkostninger. Faste omkostninger til drift og vedligehold af anlægget skal dækkes af faste afgifter for at sikre, at alle forbrugere bidrager til anlæggets eksistens.
• Hvile-i-sig-selv-princippet: Ifølge Varmeforsyningsloven § 20 skal varmeforsyningens indtægter dække de nødvendige omkostninger. En rent forbrugsbaseret afregning ville betyde, at forbrugere, der reducerer deres forbrug, overvælter de faste omkostninger på de resterende forbrugere.
• Administrativ praksis: Anvendelse af BBR-areal som grundlag for den faste afgift er en anerkendt og udbredt metode, som Energiklagenævnet tidligere har godkendt.