Energiklagenævnets afgørelse om prisgodkendelse for BOE Forsyning A/S, Frederikshavn Forsyningspligt A/S, Sæby Forsyningspligt A/S og HHE Forsyning A/S for året 2002

Sagens baggrund og tidligere afgørelser

De gældende regler for 2002 krævede, at forsyningspligtige virksomheder anmeldte deres priser til Energitilsynet for godkendelse, jf. dagældende elforsyningslovens § 76 og elforsyningslovens § 72, stk. 2. Priserne skulle fastsættes ud fra et omkostningsprincip, der inkluderede nødvendige omkostninger og et rimeligt overskud, jf. dagældende elforsyningslovens § 69, stk. 1 og elforsyningslovens § 72, stk. 1. Energitilsynets kontrol var baseret på foreløbige budgetter og endelig godkendelse ved årets udgang.

Energiklagenævnet havde tidligere behandlet lignende klager. I en afgørelse af 10. marts 2008 (j.nr. 11-373) fastslog nævnet, at prisforhøjelsen på fastprisaftalen med Nordjysk Elhandel A/S var i strid med elforsyningslovens § 46, stk. 4, og at omkostningerne derfor ikke var nødvendige og ikke kunne indregnes i priserne, jf. elforsyningslovens § 69, stk. 1. Denne afgørelse stadfæstede Energitilsynets vurdering af dispositionen som urimelig over for forbrugerne, jf. elforsyningslovens § 77, stk. 4.

Efterfølgende traf Energitilsynet den 30. december 2006 nye afgørelser om prisgodkendelse for 2002-2004 for alle seks selskaber. Klagerne appellerede disse afgørelser, men trak senere deres klager tilbage mod, at Energitilsynet genoptog sagerne i overensstemmelse med retningslinjerne fra Energiklagenævnets afgørelser af 10. marts 2008 vedrørende AKE Forsyning A/S (j.nr. 11-478, 11-479 og 11-480). I disse afgørelser havde Energiklagenævnet hjemvist sagerne til Energitilsynet for at afklare, hvorvidt efterreguleringsbeløbet skulle reduceres, hvis prisforhøjelsen ikke var fuldt ud videreført til forbrugerne. Energiklagenævnet udtalte, at efterreguleringen principielt burde tage hensyn til, hvor stor en del af prisforhøjelsen der var videreført til forbrugerne.

Energitilsynets fastholdelse

Energitilsynet fastholdt i sine afgørelser af 16. juni 2008, at forhøjelsen af fastprisaftalen med Nordjysk Elhandel A/S udgjorde en omkostningsforøgelse, der skulle dækkes af forbrugernes betaling via forsyningspligtprisen, uanset om klagerne faktisk havde forhøjet deres priser. Energitilsynet argumenterede, at meromkostningerne belaster forbrugerne, da forsyningspligtprisen ellers kunne have været lavere. De understregede, at enhver omkostning skal dækkes af virksomhedens indtægter, og at et overskud først er til rådighed for disposition, når Energitilsynet har fastsat det som rimeligt i overensstemmelse med lovens bestemmelser, jf. dagældende elforsyningslovens § 72, stk. 1.

Energiklagenævnet stadfæstede Energitilsynets afgørelser af 16. juni 2008. Nævnet henviste til sine tidligere afgørelser, hvor det var fastslået, at aftalen om prisforhøjelse med Nordjysk Elhandel A/S ikke var indgået på markedsvilkår, og at omkostningerne derfor ikke var nødvendige, jf. dagældende elforsyningslovens § 46, stk. 4 og elforsyningslovens § 69, stk. 1. Disse omkostninger kunne således ikke indregnes i elpriserne.

Vurdering af omkostninger og overskud

Energiklagenævnet fastholdt, at der efter dagældende elforsyningslovens § 72 kunne foretages særskilte vurderinger af de delelementer, der indgik i selskabernes elpris. En helhedsvurdering af selskabernes samlede omkostninger havde ikke indflydelse på, hvorvidt de enkelte delelementer af omkostningerne kunne betegnes som nødvendige. Hvis en omkostning var unødvendig, kunne den som sådan ikke indregnes.

Nævnet anerkendte, at fastsættelse af selskabernes overskud burde ske under hensyntagen til, hvor stor en del af prisforhøjelsen der var videreført til forbrugerne, og at en tilbagebetaling kun kunne komme på tale i det omfang, en unødvendig omkostning faktisk var indgået som en del af elprisen og opkrævet hos forbrugerne. Energiklagenævnet fandt dog, at klagernes overskud var blevet anvendt til at dække – eller delvist at dække – forhøjelsen af fastprisaftalen. Dette betød, at overskuddet var blevet mindre, og at det ellers kunne have været brugt til at ændre elpriserne på en for forbrugerne gunstig måde. Omkostningerne til prisforhøjelsen havde således haft fuld indflydelse på de elpriser, forbrugerne havde betalt.

Efterfølgende kontrol og hjemmel til ændring

Energiklagenævnet understregede, at de dagældende bestemmelser i elforsyningsloven om Energitilsynets pris- og overskudskontrol hvilede på et princip om efterfølgende kontrol og godkendelse. Forsyningspligtselskabernes priser var først endeligt godkendte, når Energitilsynet havde vurderet selskabernes effektivitet og truffet afgørelse om eventuel efterregulering. Selskaberne havde derfor først et overskud at disponere over, når Energitilsynet havde foretaget en endelig godkendelse af priser og overskud. Nævnet afviste derfor klagernes opfattelse af, at de på baggrund af anmeldte budgetter havde fået godkendt et overskud, hvorover der frit kunne disponeres.

Energiklagenævnet fandt, at Energitilsynets fremgangsmåde til at bestemme det beløb, der skulle efterreguleres, var korrekt. Den tog udgangspunkt i, at de unødvendige omkostninger fuldt ud var indgået som en del af klagernes elpriser, samtidig med at klagerne blev tilgodeset med det reguleringsmæssigt fastsatte overskud.

Det blev endvidere fastslået, at Energitilsynet med hjemmel i dagældende elforsyningslovens § 77, stk. 1 kunne give pålæg om ændring af priser, da aftalen om prisforhøjelse var i strid med dagældende elforsyningslovens § 46, stk. 4, og dermed en unødvendig omkostning. Klagernes priser over for forbrugerne var derfor opkrævet i strid med dagældende elforsyningslovens § 69, stk. 1. Desuden fandt nævnet, at prisforhøjelsen var en urimelig disposition over for forbrugerne, hvilket gav Energitilsynet hjemmel i dagældende elforsyningslovens § 77, stk. 4 til at bestemme, at klagerne i et nærmere angivet omfang skulle anvende deres overskud til at ændre priserne.

Afgørelsen blev truffet efter elforsyningslovens § 89 og kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Søgsmål ved domstolene skal anlægges inden 6 måneder efter meddelelse af afgørelsen, jf. elforsyningslovens § 89, stk. 5.

Prisregulering for år 2002

Energitilsynet havde i sin afgørelse for 2002 lagt vægt på, at klagers omkostninger til elindkøb fra Nordjysk Elhandel A/S ikke var sket på markedsvilkår, og at disse omkostninger derfor ikke fuldt ud kunne indregnes som nødvendige, jf. elforsyningslovens § 46, stk. 4 og elforsyningslovens § 69, stk. 1. Klager havde accepteret en prisforhøjelse på en fastprisaftale, hvilket Energitilsynet anså for en urimelig disposition over for forbrugerne, jf. elforsyningslovens § 77, stk. 4. Meromkostningerne kunne derfor ikke indregnes. Klager bestred ikke prisforhøjelsen, men gjorde gældende, at den ikke var fuldt ud overvæltet på forbrugerne gennem prisstigninger. Klager mente derfor, at der kun var grundlag for regulering af priserne over for forbrugerne i det omfang, prisforhøjelsen faktisk havde givet sig udslag i forhøjede priser. Klager henviste til, at selskabet i stedet havde anvendt sit overskud til at finansiere prisforhøjelsen, og at Energitilsynet blandede sig i overskudsdisponeringen. Klager argumenterede for, at en tilbagebetalingsforpligtelse skulle ses ud fra en helhedsbetragtning af omkostningseffektivitet, og at selskabet kunne være omkostningseffektivt som helhed, selvom en konkret omkostning var unødvendig.

Energitilsynet fastholdt, at prisforhøjelsen udgjorde en omkostningsforøgelse, der skulle dækkes af forbrugernes betaling via forsyningspligtprisen, uanset om klager hævede priserne. Energitilsynet mente, at meromkostningerne belastede forbrugerne, da forsyningspligtprisen ellers kunne have været lavere. Tilsynet fremhævede, at selskabet først havde et overskud at disponere over, når Energitilsynet endeligt havde godkendt priserne, da kontrollen bygger på selskabets samlede resultat, indtægter og omkostninger i et givet år.

Prisregulering for årene 2003 og 2004

Energitilsynet havde ved opgørelsen af klagers faktisk realiserede overskud for 2003 og 2004 anvendt det overskud, der fremgik af klagers årsrapporter. For 2002 havde Energitilsynet derimod fratrukket underskud fra klagers sideordnede aktivitet (kommerciel energirådgivning) og korrektioner fra tidligere år. Klager gjorde gældende, at resultatet i årsrapporten ikke skulle anvendes for 2003 og 2004. Klager mente, at overskud fra sideordnede kommercielle aktiviteter og korrektioner fra tidligere år (periodiseringsfejl) skulle fratrækkes, da disse ikke vedrørte den forsyningspligtige virksomhed. Klager henviste til Bekendtgørelse om undtagelse af anlæg og sideordnede aktiviteter fra elforsyningsloven § 2, som kræver regnskabsmæssig adskillelse af sideordnede aktiviteter. Klager påpegede også, at Energitilsynet for 2002 havde godkendt korrektioner for sideordnede aktiviteter, men ikke for de efterfølgende år, hvilket forekom ubegrundet.

Energitilsynet fastholdt sin praksis med at anvende selskabernes samlede resultat før skat fra årsregnskabet som grundlag for prisgodkendelser/efterreguleringer. Energitilsynet argumenterede, at sideordnede aktiviteter var af begrænset omfang (maks. 5% af omsætningen), og at en korrektion ville indebære en samlet korrektion af egenkapital og omkostninger, hvilket ville have en marginal betydning. Vedrørende korrektionen for tidligere år i 2003 mente Energitilsynet, at klager ikke havde oplyst tilstrækkeligt om indholdet, og at en sådan korrektion ville udligne sig over perioden 2002-2004 og dermed ikke have reel betydning for det samlede efterreguleringskrav.