Energiklagenævnets afgørelse om påbud om redegørelse for driftsmæssige indtægter i DONG Energy City Elnet A/S

Begrundelsesmangler og faktiske omstændigheder

Vedrørende klagerens indsigelse om manglende begrundelse bemærkede Energiklagenævnet, at Energitilsynet burde have henvist mere præcist til Elforsyningsloven § 84, stk. 1 i stedet for blot § 84. Denne begrundelsesfejl blev dog ikke anset for tilstrækkelig til at hjemvise afgørelsen. Nævnet fandt desuden, at Energitilsynet i tilstrækkeligt omfang havde redegjort for de faktiske omstændigheder, der lå til grund for påbuddet, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 2.

Afgørelse om regnskabspraksis

Energiklagenævnet understregede, at Energitilsynet med det udstedte påbud ikke havde truffet en endelig afgørelse om, hvorvidt klagerens model for indtægtsførelse af køb/salg af reservedele var i strid med elforsyningslovens regler. Nævnet kunne derfor ikke tage stilling til dette spørgsmål på nuværende tidspunkt. En eventuel senere afgørelse fra Energitilsynet om, at klager har handlet i strid med loven, og et heraf følgende påbud efter Elforsyningsloven § 85 c om at bringe forholdet i orden, vil kunne påklages til Energiklagenævnet.

Konklusion

Energitilsynets påbud af 23. juni 2008 om udarbejdelse af en redegørelse stadfæstes.

Energitilsynet mistænkte, at klager havde omkostningsført de samme reservedele to gange: først ved indkøb til lager og igen ved tilbagekøb fra KE Partner A/S efter installation. Efter en anmodning om redegørelse, som Energiklagenævnet stadfæstede den 20. oktober 2008, oplyste klager, at det ikke var muligt at spore alle reservedele, men at stikprøver indikerede, at størstedelen af indtægterne stammede fra salg af reservedele til KE Partner A/S, som efterfølgende fakturerede klager for de samme dele. Energitilsynet konkluderede, at klager ikke havde sandsynliggjort, at indtægterne ikke indgik to gange, og påbød derfor en reduktion af posten med 14,1 mio. kr.

Klagers synspunkter

Klager anførte, at Energitilsynets afgørelse var ugyldig og fremførte følgende hovedargumenter:

• Forretningsmodel: Modellen var etableret i 2002 for at opretholde høj forsyningssikkerhed, ikke for videresalg, og var derfor ikke etableret under hensyntagen til den økonomiske regulering.
• Regnskabspraksis: Lagerføring af reservedele er en del af de bevillingspligtige aktiviteter. Indtægterne fra salget af reservedelene er derfor indtægter opstået i forbindelse med den bevillingspligtige aktivitet og skal indtægtsføres i overensstemmelse med principperne i Årsregnskabsloven og Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder og regionale transmissionsvirksomheder omfattet af elforsyningsloven § 21. Dette er ikke i strid med Elforsyningsloven eller regler udstedt i medfør heraf.
• Dobbeltindtægtsføring: Klager bestred, at indtægterne indgik to gange. Indtægten indgik kun én gang under "Andre driftsmæssige indtægter", hvilket var i overensstemmelse med gældende lovgivning. Da indtægtsrammen i 2004 ikke var omkostningsbestemt, påvirkede omkostningerne til køb af reservedele ikke tarifferne.
• Fejlbehæftet begrundelse: Energitilsynets begrundelse var fejlbehæftet, da klager ikke havde haft omkostninger som følge af dobbeltindtægtsføring eller opnået indtægter ved tilbagekøb. Eliminering af indtægter var ikke påkrævet, da reguleringsregnskabet for 2004 ikke var et koncernregnskab.
• Lovhenvisninger: Klager påpegede, at Elforsyningsloven § 69 vedrører nødvendige omkostninger, ikke rimelige omkostninger, som Energitilsynet havde anført.

Energitilsynets synspunkter

Energitilsynet fastholdt, at afgørelsen skulle stadfæstes, med følgende hovedargumenter:

• Hjemmel: Afgørelsen havde hjemmel i Elforsyningsloven § 69, stk. 1, som fastslår, at priser skal baseres på nødvendige omkostninger. Dobbelt omkostningsføring af reservedele var ikke en nødvendig omkostning.
• Dobbeltindtægtsføring: Energitilsynet mente, at klager både indtægtsførte salget af reservedele til KE Partner A/S og samtidig indtægtsførte en tarif, der var baseret på det foregående års omkostninger, hvilket medførte dobbeltindtægtsføring. Dette betød, at forbrugerne skulle betale for reservedelene to gange.
• Regnskabsprincipper: Princippet om ikke-indregning to gange følger af Årsregnskabsloven § 120 om eliminering, selvom den primært vedrører konsoliderede regnskaber. Energitilsynet argumenterede, at salget til KE Partner A/S med en klausul om tilbagekøb næppe var et reelt salg, og at klager påtog sig en unødvendig omkostning.
• Indtægtsrammer: Ifølge Elforsyningsloven § 70, stk. 2 skal indtægtsrammerne fastsættes, så tarifferne ikke stiger i forhold til tarifferne pr. 1. januar 2004. En for høj opgørelse af driftsindtægter i 2004 ville medføre for høje priser for forbrugerne i de efterfølgende år. Energitilsynet beregnede, at den dobbelte indregning ville medføre, at klager kunne opkræve 42,3 mio. kr. mere hos forbrugerne i årene 2005-2007.