Tvist om betaling for bortkørsel af overskudsjord ved husbyggeri

Oplysninger og Vidneforklaringer

Sagen indeholdt tre skønserklæringer og forklaringer fra fire vidner:

• Vidne 1 (afdelingsdirektør, HusCompagniet): Forklarede, at han ikke var involveret i aftaleindgåelsen. Grundudgifter er separate fra entreprisekontrakten. HusCompagniet skulle forestå bortskaffelsen af jord. Vejesedler viste 247 m² jord bortkørt, ikke 266 m². Omfangsdræn er ikke omfattet af entreprisesummen. Geotekniske undersøgelser viste, at overskudsjorden ikke var egnet som havejord. Huset blev placeret 15 cm over terræn, hvilket er standard.
• Sagsøgte: Forklarede, at han ønskede huset placeret ½ meter over terræn og bad Vidne 2 om at placere det højest muligt. Han var ikke klar over, at han selv skulle tjekke koten. Han bemærkede, at nabohuse lå højere. Han underskrev aftalen om bortkørsel af jord, men blev fortalt, at der ikke ville være meget jord at bortkøre. Han afviste at have aftalt en pris på 60.000 kr. for bortkørsel.
• Vidne 2 (sælger/byggerådgiver, HusCompagniet): Forklarede, at han aldrig hørte om et ønske om at placere huset ½ meter over terræn. Huset blev placeret i normal sokkelkote (15 cm over vej), hvilket er sædvanligt. Sagsøgte havde godkendt tegningerne. Han drøftede ikke omfangsdræn med Sagsøgte.
• Vidne 3 (Sagsøgtes far): Bekræftede, at de bad Vidne 2 om at placere huset 50 cm over jorden, og at Vidne 2 noterede dette og sagde, at dræn ikke ville være nødvendige. Han protesterede under byggeriet over husets lave placering.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. Retsplejeloven § 218a.

Rettens Begrundelse og Resultat

Retten fandt, at det ikke var bevist, at huset var opført med en lavere sokkelkote end aftalt skriftligt. Sagsøgtes og dennes fars forklaringer om ønsket om en højere placering blev ikke anset for at være en kendelig og afgørende forudsætning for HusCompagniet. Vidne 1's udtalelser under skønsforretningen blev tillagt ingen betydning, da han ikke var involveret i aftaleindgåelsen.

Sagsøgte havde underskrevet en aftale om, at HusCompagniet skulle forestå bortkørsel af jord. Det blev ikke bevist, at en højere placering af huset var en kendelig forudsætning, eller at bortkørsel af jorden var unødvendig. Derfor var Sagsøgte pligtig til at betale for den bortkørte jord. Baseret på de fremlagte vejesedler blev det dog kun bevist, at 247 m² jord var bortkørt, hvilket medførte en nedsættelse af fakturabeløbet til 56.260 kr. inklusive moms.

Retten fandt heller ikke, at HusCompagniet som rådgiver havde handlet ansvarspådragende ved ikke udtrykkeligt at anbefale Sagsøgte at få lagt omfangsdræn. Et enkelt foto af vand på græsplænen i januar var ikke tilstrækkeligt bevis herfor. Sagsøgte havde derfor ikke et erstatningskrav i anledning af, at det ville koste mere at anlægge dræn på nuværende tidspunkt.

Som følge heraf blev Sagsøgte dømt til at betale HusCompagniet 56.260 kr. med procesrente fra den 14. september 2017.

Sagsomkostninger

Sagsomkostningerne blev fastsat til 34.140 kr. i alt, baseret på sagens værdi, forløb og udfald. Dette beløb dækker:

• Retsafgift: 1.650 kr.
• Udgifter til syn og skøn: 2.500 kr. (hvoraf ét spørgsmål var irrelevant, og HusCompagniet ikke fik medhold heri).
• Advokatsalær: 30.000 kr.

Sagsomkostningerne forrentes efter Renteloven § 8a.

Afgørelse

Sagsøgte skal inden 14 dage betale HusCompagniet Sjælland A/S 56.260 kr. med procesrente fra den 14. september 2017 samt sagsomkostninger på 34.140 kr.

Klageren anførte, at han ikke skyldte det pågældende beløb, da solvarmeanlægget var betalt i 2007. Han bestred sagsøgerens dokumentation og krævede bevis for, at han havde afgivet en ordre på arbejdet. Klagerens advokat argumenterede for, at der var indgået en aftale om, at klageren skulle betale 90.000 kr. samt sørge for, at forsikringsselskabet betalte ca. 6.000 kr., hvilket også var sket. Subsidiært blev det gjort gældende, at det påståede beløb skulle reduceres.

Selskabets påstande og argumenter

Selskabet afviste retshjælpsdækning med henvisning til, at tvisten kunne have været behandlet ved et klagenævn, og at der ikke var rimelig grund til at føre proces, jf. forsikringsbetingelsernes § 5, stk. 5, samt § 7. Selskabet anførte, at klageren havde haft mulighed for at indbringe sagen for et godkendt klagenævn, hvor der kunne være foretaget syn og skøn. Selskabet anførte desuden, at bevisbyrden for aftalen om betaling af 90.000 kr. påhvilede klageren, og at det ikke var godtgjort, at sagen ville føre til et gunstigt resultat for klageren.