Afslag på erstatning for varetægtsfængsling grundet egen skyld ved flugt til udlandet

Argumentation for afslag

Anklagemyndigheden og de administrative instanser (Statsadvokaten og Rigsadvokaten) argumenterede for, at sagsøgeren selv havde givet anledning til fængslingen. Det blev lagt til grund, at sagsøgeren forlod Danmark samme dag, som han blev bekendt med, at han ville blive anmeldt for voldtægt. Ved afhøringer indrømmede han, at rejsen ikke var planlagt, men skete for at undgå varetægtsfængsling i Danmark. Denne adfærd blev betragtet som et culpøst unddragelsesforsøg efter principperne i Retsplejeloven § 1018a, stk. 3.

Retten i Odense frifandt Anklagemyndigheden og nægtede sagsøgeren erstatning.

Rettens begrundelse

Retten fastslog, at selvom udgangspunktet i Retsplejeloven § 1018a, stk. 1 er erstatning ved opgivet påtale, finder stk. 3 anvendelse, hvis den sigtede selv har givet anledning til indgrebet.

Retten lagde vægt på følgende punkter:

• Sagsøgeren rejste ud af landet umiddelbart efter at være blevet bekendt med den forestående politianmeldelse.
• Det var godtgjort, at udrejseforsøget var en direkte reaktion på frygten for varetægtsfængsling.
• Handlingen blev karakteriseret som et unddragelsesforsøg, hvilket i sig selv indicerer en fængslingsgrund efter Retsplejeloven § 762, stk. 1.

Da sagsøgeren således ved sin egen adfærd havde givet anledning til de straffeprocessuelle skridt, bortfaldt retten til erstatning fuldstændigt. Sagsøgeren blev herudover pålagt at betale sagens omkostninger.

Ved Vestre Landsrets dom af 23. juni 2020 blev begge tiltalte imidlertid frifundet i det hele for den grove vold (Forhold 1). E2 blev dog dømt for narkotikaforhold til 60 dages fængsel, mens E1 alene blev idømt en bøde for sine narkotikaforhold.

Erstatningskrav og Administrative Afgørelser

Efter frifindelsen for den alvorligste sigtelse søgte både E1 og E2 erstatning for den lange frihedsberøvelse, der stod i klart misforhold til den endelige straf, jf. Retsplejeloven § 1018 a, stk. 2. E1 krævede 492.000 kr. og E2 krævede 473.350 kr.

Statsadvokaten og Rigsadvokaten afviste samstemmende erstatningskravene. De lagde vægt på, at E1 og E2, som registrerede medlemmer af ST-gruppen, havde udvist egen skyld i henhold til Retsplejeloven § 1018 a, stk. 3. Dette skyldtes deres tilstedeværelse på gerningsstedet under den voldelige konflikt samt deres undladelse af at rense sig for mistanken under efterforskningen. E1 havde desuden afgivet skiftende og urigtige forklaringer om sin tilstedeværelse. Byretten stadfæstede de administrative afgørelser.