Landsret stadfæster afslag på erstatning for varetægtsfængsling trods idømmelse af særforanstaltning

E var varetægtsfængslet i 132 dage (10. august til 19. december 2017) sigtet for adskillige berigelsesforbrydelser, herunder tyveri, jf. blandt andet Straffeloven § 276, og overtrædelse af færdselsloven. Ved straffesagens afslutning blev E fundet skyldig i 11 forhold. Grundet mental retardering (IQ på 58) blev han fundet omfattet af personkredsen i Straffeloven § 16, stk. 2 og idømt en særforanstaltning efter Straffeloven § 68 (tilsyn med mulighed for anbringelse i institution for psykisk handicappede i op til 5 år). Denne foranstaltning blev idømt, uagtet at E tidligere var idømt tilsyn, som aldrig blev etableret.

Parternes Påstande og Argumenter

E fremsatte et erstatningskrav på 116.479 kr. for frihedsberøvelsen, idet han mente, at frihedsberøvelsen var uberettiget, og at der forelå et klart misforhold mellem varetægtsfængslingens længde og strafforfølgningens udfald, jf. Retsplejeloven § 1018 a, stk. 1. Kravet blev afvist af både Statsadvokaten og Rigsadvokaten. Retten på Bornholm afviste derefter også kravet.

E appellerede byrettens dom til Østre Landsret med en principal påstand om, at byrettens dom skulle ophæves, da byretsdommeren angiveligt var inhabil. Subsidiært påstod E erstatning. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af byrettens afgørelse. E argumenterede for inhabilitet, idet byretsdommeren tidligere havde truffet afgørelse om fortsat varetægtsfængsling, og dermed havde taget stilling til sagens materielle forhold, hvilket ifølge E rejste tvivl om dommerens upartiskhed, jf. Retsplejeloven § 61 og EMRK art. 6.

Østre Landsret stadfæstede Retten på Bornholms dom og afviste E’s påstand om erstatning for frihedsberøvelse.

Afvisning af Inhabilitet

Landsretten afviste den principale påstand om inhabilitet. Retten bemærkede, at ifølge Retsplejeloven § 1018 f, stk. 1 er det den byret, der har pådømt straffesagen, som skal behandle erstatningssagen. Den omstændighed, at byretsdommeren havde truffet afgørelse om fortsat varetægtsfængsling efter Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 2 og havde pådømt straffesagen, var ikke egnet til at rejse tvivl om dommerens upartiskhed, jf. Retsplejeloven § 61.

Misforhold og Erstatningsgrundlag

Landsretten tiltrådte byrettens begrundelse for at nægte erstatning: