Afgørelse om varigt mén efter færdselsuheld

Sagen omhandler en klage fra en forsikringstager over Tjenestemændenes Forsikrings vurdering af varigt mén efter et færdselsuheld.

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren anmeldte den 29. december 2016 et færdselsuheld, der fandt sted den 17. juni 2016. Klageren oplyste, at modparten ikke overholdt sin vigepligt, hvilket resulterede i en kollision. Klageren pådrog sig en forstuvet nakkehvirvel og discous i nederste nakkehvirvel, hvilket medførte daglige smerter og begrænsninger i hverdagen. Klageren havde tidligere haft nakkesmerter, som blev forværret efter uheldet. Selskabet anerkendte ulykken som dækket af forsikringen og dækkede behandlingsudgifter i op til 12 måneder.

Parternes hovedpåstande og centrale argumenter

Klagerens påstand: Klageren var utilfreds med selskabets vurdering af det varige mén til 8%. Klageren mente, at generne svarede til et mén på 10% ifølge punkt B.1.1.3 i den vejledende méntabel fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som omfatter middelsvære, daglige nakkesmerter med eller uden let bevægeindskrænkning og eventuelt udstrålende armsmerter samt ledsagesymptomer.

Selskabets påstand: Selskabet fastholdt vurderingen af et varigt mén på 8%. Denne vurdering var baseret på to lægekonsulenters skønsmæssige vurdering ud fra de foreliggende lægelige oplysninger, herunder en neurokirurgisk speciallægeerklæring af 13. marts 2018. Selskabet lagde vægt på, at klageren havde daglige nakkesmerter med udstråling og normal bevægelighed, men et godt funktionsniveau uden sygemelding. Selskabet bemærkede også, at MR-scanninger viste alderssvarende degenerative forandringer og en lille diskusprolaps uden tryk på nervevæv, samt at klageren havde forudbestående nakkegener fra tidligere uheld. Ifølge forsikringsbetingelsernes punkt 9.2.1 dækker forsikringen ikke gener svarende til et i forvejen bestående mén eller en lidelse, herunder degenerativ forandring, uanset om den ikke tidligere har været symptomgivende.

Nævnet bestemmer, at klageren ikke får medhold i sin klage. Ankenævnet finder ikke, at klageren har bevist, at det anmeldte ulykkestilfælde af 17. juni 2016 har medført et varigt mén på over 8 procent. Nævnet kan derfor ikke kritisere selskabets afgørelse.

Nævnet har lagt vægt på, at det efter de almindelige forsikringsretlige principper er klageren, der skal bevise størrelsen og rigtigheden af sit krav.

Det fremgår af den neurokirurgiske speciallægeerklæring af 13. marts 2018, at der er let indskrænket bevægelighed af nakken på grund af muskulær ømhed. Klageren angiver smerter i nakken med tendens til hovedpine samt diffuse føleforstyrrelser i både højre arm, venstre arm og højre underekstremitet. De subjektive føleforstyrrelser modsvares objektivt af normale senereflekser, finmotorik og ingen tegn på alvorlig nerveskade.