Sag om erstatning for stjålne smykker og kontanter efter indbrud

Klageren har en familieforsikring i Topdanmark Forsikring A/S og klager over størrelsen af den erstatning, selskabet har udbetalt efter et indbrudstyveri.

Sagens omstændigheder

• Klageren anmeldte den 3. september 2012, at der ved et indbrud den 1. september 2012 var stjålet en række genstande fra hendes ejendom.
• Selskabet behandlede først skaden som simpelt tyveri, men har efterfølgende anerkendt, at der var tale om indbrudstyveri og har udbetalt 73.093,60 kr. for stjålne genstande.
• Klageren kræver yderligere erstatning for smykker til 500.000 kr. og kontanter på 21.000 kr., hvilket selskabet afviser med henvisning til manglende dokumentation.

Parternes argumenter

• Klageren mener, at hun har sandsynliggjort sit krav på baggrund af fotos af smykkerne, vurderinger fra en guldsmed og en bekræftet kvittering for smykkekøb.
• Klagerens advokat henviser til, at det er almindeligt accepteret at anerkende billeddokumentation som bevis for besiddelse af smykker.
• Selskabet anfører, at klageren ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort sit krav tilstrækkeligt, især for smykkerne, hvor størstedelen angiveligt er modtaget som gave.
• Selskabet stiller spørgsmålstegn ved, om klageren rent faktisk har været ejer af smykkerne og har mistet dem ved indbruddet, og henviser til, at smykkerne muligvis er solgt inden indbruddet.
• Selskabet afviser kravet om kontanter, da de fremlagte kontoudtog ikke dokumenterer, at der var et kontantbeløb til stede på skadetidspunktet, og finder det usandsynligt, at familien skulle have et så betydeligt kontantbeløb til rådighed derhjemme, da de har været bagud med betaling af forsikringspræmier.

Nævnet finder, efter en gennemgang af parternes indlæg og de fremlagte bilag, ikke grundlag for at kritisere, at selskabet på det foreliggende bevismæssige grundlag har opgjort erstatningen for de omhandlede genstande som sket. På det forelagte grundlag kan nævnet følgelig ikke pålægge selskabet at udbetale yderligere erstatning.

Nævnet har truffet sin afgørelse på skriftligt grundlag, og det kan derfor ikke udelukkes, at en egentlig bevisførelse for en domstol kan give et andet resultat. En sådan sag må i givet fald anlægges af klageren mod selskabet.

Med dette forbehold bestemmes:

Klageren får ikke medhold.