AP Pension: Klage over manglende fortrydelsesret ved skift fra gennemsnitsrente til markedsrente

Klageren havde en pensionsordning i AP Pension (tidligere Finanssektorens Pensionskasse) og klagede over, at selskabet ikke ville anerkende hendes fortrydelse af skiftet fra en gennemsnitsrentepension til en markedsrentepension. Hun mente, at selskabet havde rådgivet forkert og krævede erstatning for udgifter til kursværn og negativt afkast, samt kompensation for eget arbejde med sagen.

AP Pension afviste klagen og anførte, at klageren selv havde valgt at skifte til markedsrentepension efter at have modtaget information og haft mulighed for at fortryde. Selskabet afviste at have rådgivet forkert.

Klagerens argumentation

• Klageren anførte, at forløbet var vildledende og utilstrækkeligt belyst, og at Finanstilsynet efterfølgende havde krævet yderligere belysning af sagen.
• Hun anførte at hun havde lidt et tab som følge af skiftet, og at den vejledning hun havde fået af selskabet var fejlagtig og vildledende.
• Hun henviste til medieomtale om problematikken vedrørende tab af kollektiv risikopulje og den massive markedsføring for at få kunder til at skifte fra gennemsnitsrente.

Selskabets argumentation

• Selskabet anførte, at de havde fulgt Finanstilsynets krav om yderligere informationsmateriale og givet medlemmerne mulighed for at fortryde deres valg.
• De anførte, at begrebet 'reserverente' ikke er almindeligt anvendt, og at det kollektive bonuspotentiale ikke tilhører den enkelte forsikrede.
• Selskabet anførte, at klageren var blevet oplyst om risikoen for negativt afkast ved markedsrente.
• Selskabet bestred, at klageren var blevet stillet et positivt afkast i udsigt ved skiftet til markedsrente, idet det fremgik af det supplerende materiale, at opsparing til markedsrente sker uden garantier, og at der ville komme år, hvor afkastet ville være negativt.

Nævnet kunne ikke afgøre spørgsmålet om afgiften og gav ikke klageren medhold i øvrige klagepunkter.

Nævnet fandt, at det ikke var godtgjort, at der forelå sådanne omstændigheder, at nævnet havde grundlag for at pålægge selskabet at anerkende, at klageren efter udløbet af de nævnte frister havde ret til at fortryde sit valg af investeringsform. Nævnet fandt heller ikke, at klageren havde bevist, at selskabet ved en telefonsamtale i maj 2011 gav tilsagn om, at de samlede omkostninger ville udgøre ca. 1.000 kr. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at fastslå, at selskabet i sin sagsbehandling eller rådgivning havde handlet på en sådan måde, at det kunne begrunde et erstatningsansvar.