Sag om renteberegning ved udbetaling for varigt mén efter knæskade

Selskabet, Sønderjysk Forsikring G/S, skal anerkende, at klageren skal have renter beregnet fra den 15. august 2020 af udbetalingen for 5% varigt mén. Selskabet skal genoptage sagsbehandlingen med henblik på at opgøre og udbetale det resterende rentebeløb. Klageren får i øvrigt ikke medhold. Klagegebyret tilbagebetales.

Nævnet lægger til grund, at udarbejdelse af en funktionsattest angående gener fra klagerens venstre knæ var nødvendig for at bedømme, i hvilket omfang klageren havde et varigt mén efter ulykkestilfældet den 8. august 2016. Selskabet havde således først med funktionsattesten den 4. januar 2021 det nødvendige grundlag for at kunne afgøre, at klageren var berettiget til erstatning for 5% varigt mén.

Nævnet finder dog, at selskabet har været skyld i en væsentlig forsinkelse af sagsbehandlingen fra den 6. februar 2020 og frem til den 4. januar 2021, hvor funktionsattesten forelå. Denne forsinkelse berettiger klageren til renter efter Forsikringsaftaleloven § 24. Det er selskabet, som den professionelle aktør og den part, der styrer sagsforløbet, der må bære den forrentningsmæssige risiko ved den del af forsinkelsen, der kan henføres til selskabets forhold.

Det fremgår af funktionsattesten af 4. januar 2021, at speciallægen skønner, at der ikke havde været væsentlig fremgang eller bedring i tilstanden siden januar 2020. Nævnet lægger derfor til grund, at en funktionsattest indhentet medio 2020 ville have beskrevet samme gener, som fremgår af funktionsattesten af 4. januar 2021. Nævnet har ved den skønsmæssige fastsættelse af forrentningstidspunktet også lagt vægt på, at der på grund af coronasituationen næppe ville kunne indhentes en funktionsattest i løbet af foråret 2020.

Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere selskabets sagsbehandling fra klagerens skadeanmeldelse i november 2018 og frem til den 7. august 2019, da yderligere genoptræning blev vurderet som gavnlig. Henset hertil og til tilskadekomstens karakter – hvor det måtte anses for usikkert, om der ville blive et varigt mén på mindst 5 % – kan nævnet ikke kritisere, at selskabet den 7. august 2019 bad klageren vende tilbage efter det kommunale genoptræningsforløb, uanset at der på dette tidspunkt var forløbet 3 år fra skadedagen.

Nævnet har lagt vægt på, at selskabet ikke har godtgjort nogen rimelig grund til, at der efter klagerens fornyede henvendelse den 6. februar 2020 på ny skulle indhentes journaloplysninger vedrørende skaden. Selskabet havde medio 2019 fået fremsendt opdaterede journaloplysninger, hvilket selskabet kvitterede for den 7. august 2019. Klageren havde ved sin henvendelse den 6. februar 2020 medsendt journaloplysninger med en slutdato den 22. januar 2020, herunder et journalnotat af 8. januar 2020 fra en knækirurg, der vurderede, at der ikke var indikation for operation. Der var herefter ikke umiddelbart nogen grund for selskabet til at tro, at der forelå yderligere relevant journalmateriale, som ikke var fremlagt.

Nævnet har videre lagt vægt på, at selskabets sagsbehandling med at indhente journaloplysninger i 2020 tog for lang tid som følge af selskabets forhold. Selvom klagerens gentagne lægeskift har medvirket til det langstrakte sagsforløb fra juni 2020 til oktober 2020, bærer selskabet som den professionelle aktør den forrentningsmæssige risiko for den del af forsinkelsen, der kan henføres til selskabets forhold. Nævnet har ved den skønsmæssige fastsættelse af forrentningstidspunktet lagt vægt på, at selskabet skønsmæssigt pr. 1. august 2020 kunne have haft indhentet de oplysninger, som var nødvendige for at bedømme klagerens varige mén efter ulykken.