Klageren anførte til sit forsvar, at datoerne i anmeldelsen muligvis ikke var 100 % præcise, da han skulle huske tilbage. Han bestred desuden, at hans forudbestående slidgigt var årsag til seneafrivningen, da han før hændelsen havde fuld bevægelighed og ingen væsentlige gener i den højre skulder. Han mente, at selskabet udøvede "regeltyranni" ved at fokusere på journalnotater frem for den faktiske fysiske skade.

Ankenævnet for Forsikring traf afgørelse om, at klageren ikke havde ret til erstatning, da han ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var sket et dækningsberettigende ulykkestilfælde.

Nævnets begrundelse

Nævnet lagde afgørende vægt på, at bevisbyrden for både hændelsen og dens omfang påhviler forsikringstageren. I denne sag fandt nævnet, at de tidsnære lægelige oplysninger var i direkte modstrid med klagerens fremstilling i skadesanmeldelsen:

• Manglende omtale af hændelsen: Ved det første lægebesøg to dage efter den påståede ulykke blev det tunge løft slet ikke nævnt.
• Journalnotatets ordlyd: Nævnet fremhævede, at lægen specifikt noterede, at der ikke havde været noget traume eller anden belastning, men derimod en forværring over 10 dage.
• Forudbestående tilstand: Det fremgik af sagens akter, at klageren havde en kendt, kronisk skulderproblematik og slidgigtslignende symptomer i begge skuldre forud for marts 2022.

Nævnet udtalte i sin konklusion:

"Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at den anmeldte hændelse – løft af 50 kg. – ikke er nævnt i den lægelige journal, og at det fremgår af første tidsnære journalnotat af 29/3 2022, at der ikke var sket et 'traume, fald eller anden belastning'."

Som følge heraf vurderede nævnet, at definitionen på et ulykkestilfælde — en pludselig hændelse, der forårsager personskade — ikke var opfyldt i overensstemmelse med Forsikringsaftaleloven § 1 og de gældende forsikringsbetingelser. Klageren fik derfor ikke medhold.