Tvist om fastsættelse af méngrad for ankelskade: 5% versus 8%

Dokumentation

Sagen inkluderede en funktionsattest for fod og underben af 18/9 2020, som beskrev klagerens aktuelle klager, herunder hævelse, belastningsrelaterede smerter, føleforstyrrelser og nedsat bevægelighed i fodleddet. Hospitalsjournaler fra 10/2 2021 og 25/2 2021 beskrev patientens forløb, objektive fund og klager, herunder stivhed og ømhed i ankelleddet, især om morgenen, og konstante smerter også uden belastning.

Nævnet finder efter en gennemgang af sagen ikke grundlag for at kritisere, at selskabet har fastsat klagerens méngrad til 5 %. Nævnet har derfor ikke grundlag for at pålægge selskabet at udbetale yderligere godtgørelse for varigt mén til klageren.

Begrundelse

Det bemærkes, at det efter almindelige forsikringsretlige principper er klageren, der skal bevise rigtigheden og størrelsen af sit krav.

Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at klageren ifølge funktionsattesten har belastningsrelaterede smerter, ømhed over osteosyntesen, nedsat bevægelighed i fodleddet og moderat nedsat drejebevægelse i foden. Smerterne er beskrevet som belastningsudløste, hvilket er tillagt betydning ved vurderingen. Det fremgår af méntabellen, at skurren ikke er afgørende for at opfylde betingelserne i punkt D.2.2.3.

Nævnet har videre lagt vægt på den objektive undersøgelse af klagerens fod i hospitalsundersøgelsen af 10/2 2021, som beskriver, at patienten afvikler gangen pænt uden halten, og at der ved palpation af skinner og skruer ikke er smerter. Patienten kan en gang imellem opleve lidt ømhed svarende til distale skrue, men ikke i et omfang, så han har lyst til at få foretaget amotio atellae. Det fremgår også, at der er god bevægelighed og kraft svarende til både ankel og tæer.

Da der ikke er middelsvære smerter, er méntabellens punkt D.2.2.3. ikke opfyldt. Da der ikke fastsættes et varigt mén på mellem 5 og 8 %, men enten 5 eller 8 %, er méngraden fastsat til 5 %.

Det, som klageren i øvrigt har anført, kan ikke føre til andet resultat.

Klageren får ikke medhold.

Klageren er uenig i lægekonsulentens udtalelse, idet han mener, at lægen, der udfyldte funktionsattesten, vurderede sagen uden tilstrækkelig viden om genoptræningsforløbet og dets følger. Klageren fremhæver, at hans fysioterapeuts afsluttende test viser et mere retvisende billede af bevægelsesindskrænkningen i knæet.

Selskabets påstande og argumenter

Storstrøms Forsikring G/S afviser klagen og fastholder den fastsatte méngrad på 5%. Selskabet begrunder afgørelsen med, at méngraden er fastsat i overensstemmelse med den fremlagte funktionsattest og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende méntabel, specifikt punkt D.2.7.4. Selskabet anfører, at funktionsattesten beskriver smerter, let nedsat bevægelighed og nogen muskelsvind. De vurderer, at méntabellens punkt D.2.7.5 (som ville give 8% méngrad) ikke er opfyldt, da der kun er tale om let bevægeindskrænkning.

Selskabet bemærker desuden, at sagen om klagerens højre knæ er irrelevant for den aktuelle sag om venstre knæ, og at klageren har bevisbyrden for størrelsen af det varige mén. Selskabet har beklaget en tidligere forveksling af højre og venstre knæ i korrespondancen og har anført, at klageren selv valgte den læge, der udfyldte funktionsattesten, og at denne læge ikke er selskabets interne lægekonsulent.