Afvisning af dækning for brandskade på indbo grundet spørgsmål om samliv og forsætlig brandstiftelse

Klageren har en Familieforsikring i Tryg Forsikring A/S og klager over, at selskabet har afvist at yde dækning for brandskadede indbogenstande.

Sagens omstændigheder

• Klageren solgte i august 2011 sit hus til sin udlejer og lejede efterfølgende en del af huset.
• I december 2012 brændte huset som følge af en påsat brand, mens klageren afsonede en straf.
• Udlejeren er sigtet for at have påsat branden.
• Tryg Forsikring har afvist dækning, da de mener, at klageren ikke har bevist, at der er sket en dækningsberettigende forsikringsbegivenhed, og at der skal ske identifikation mellem klageren og udlejeren.

Parternes argumenter

• Klageren gør gældende, at Tryg er forpligtet til at yde erstatning i henhold til indboforsikringen, og bestrider at have været samlevende med udlejeren på tidspunktet for branden. Han fremhæver, at de havde separate indboforsikringer, og at salget af huset skete på markedsvilkår grundet hans økonomiske situation. Han anfører også, at han er afskåret fra at have samvær med sine børn på grund af skaderne på ejendommen.
• Tryg Forsikring fastholder, at det ikke er godtgjort, at der er sket en dækningsberettigende forsikringsbegivenhed, og at der skal ske identifikation mellem klageren og udlejeren, da de mener, at de var samlevende. De henviser til, at udlejeren har omtalt klageren som sin samlever, og at der er et betydeligt økonomisk interessefællesskab mellem dem. Selskabet gør desuden gældende, at klageren og udlejeren har en tabsbegrænsningspligt efter Forsikringsaftaleloven § 52, som de ikke har overholdt.

Nævnet finder ikke på det foreliggende grundlag at kunne afgøre, om klagerens og hans udlejers relation er af en sådan karakter, at der kan ske identifikation mellem dem, og om der i givet fald er handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Nævnet finder, at der til en afgørelse af sagen må kræves en nærmere bevisførelse, herunder parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for nævnet, men som må foretages for domstolene.

Nævnet må derfor i medfør af § 4, stk. 1, i nævnets vedtægter afstå fra at viderebehandle sagen.

Derfor bestemmes:

Nævnet kan ikke afgøre sagen.