Forsikringsbetingelser og bevisbyrde

Selskabet henviste til forsikringsbetingelsernes punkt 7 og 10, hvorefter erstatningen fastsættes til handelsværdien for et tilsvarende køretøj. Selskabet betonede, at det er forsikringstagerens opgave at dokumentere værdien forud for skaden, hvilket klageren efter selskabets opfattelse ikke havde gjort.

Klageren får ikke medhold

Ankenævnet traf afgørelse om, at forsikringsselskabet ikke var forpligtet til at udbetale yderligere erstatning ud over de tilbudte 5.000 kr.

Begrundelse for afgørelsen

Nævnet lagde i sin vurdering vægt på følgende punkter:

• Bevisbyrde: Det følger af almindelige forsikringsretlige principper, at det er klageren, der skal føre bevis for kravets størrelse. Nævnet fandt ikke, at klageren havde bevist, at bilens værdi oversteg 5.000 kr. på skadestidspunktet.
• Skiftende forklaringer: Klageren var fremkommet med modstridende oplysninger om bilens stand ved overtagelsen og detaljerne omkring byttehandlen.
• Manglende dokumentation: Den fremlagte slutseddel var udateret og udfærdiget efter handlen. Der forelå ingen objektive beviser, såsom kvitteringer for reservedele, der kunne understøtte påstanden om en værdiforøgende renovering.
• Motorcyklens værdi: Værdien af bytteobjektet (motorcyklen) var ikke dokumenteret, og oplysningerne herom kunne ikke verificeres.
• Tidligere handelspris: Den bekræftede salgspris på 5.000 kr. fra april 2020, hvor bilen var i dårlig stand, blev anset for det mest pålidelige udgangspunkt for værdiansættelsen.

Nævnet bemærkede herunder, at hverken værkstedsudtalelserne eller taksatorens oprindelige erstatningsopgørelse (som var taget med forbehold) kunne føre til et andet resultat, da de ikke byggede på konkret dokumentation for køretøjets faktiske stand efter den påståede renovering.

Klageren krævede udbetaling af de 200.000 kr. som angivet i policen, idet han argumenterede for bilens sjældenhed og omfattende restaurering. Han fremlagde en vurdering fra et firma, der anslog bilens handelsværdi til mellem 150.000 og 200.000 kr., og henviste til en veteranbilsagkyndig, der mente værdien var over 200.000 kr. på det engelske marked.

ETU Forsikring A/S fandt forhøjelsen af forsikringssummen kort før skaden 'særdeles påfaldende' og henviste til klagerens pligt til at give relevante oplysninger jf. Forsikringsaftaleloven § 22. Selskabet argumenterede, at erstatningen skulle fastsættes ud fra genanskaffelsespris med fradrag for værdiforringelser, jf. Forsikringsaftaleloven § 37. De mente, at klageren ikke havde sandsynliggjort en værdi på 200.000 kr..

Selskabets taksator havde fastsat værdien til 130.000 kr. baseret på en markedsanalyse, hvor der ikke fandtes identiske køretøjer. Taksatoren havde konsulteret forhandlere og eksperter og henviste til et hollandsk katalog, der angav priser op til 124.000 kr. for en Morris J2 i original stand. Selskabet bestred klagerens sagkyndiges ekspertise.