Sag om forholdsmæssig erstatning efter totalskade - reel bruger af bil

Nævnet fandt, at klageren havde handlet groft uagtsomt ved ikke at oplyse, at sønnen var bruger af bilen, da præmien for bilforsikringen beregnes ud fra brugerens risikooplysninger.

Som følge heraf blev det bestemt, at klageren ikke fik medhold.

Parternes hovedpåstande og centrale argumenter

Klagerens påstande og argumenter

Klageren påstod, at han var den reelle ejer og primære bruger af bilen, og at selskabets afgørelse var truffet på et uretmæssigt grundlag. Han anførte, at selskabet ikke havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at barnet var den reelle bruger, eller at alle anmeldte skader skyldtes barnet. Klageren fremhævede, at han havde betalt alle omkostninger vedrørende bilen, herunder forsikringspræmierne. Han argumenterede desuden for, at barnets hjælp til vedligeholdelse og reparation af bilen ikke ændrede på brugerforholdet, og at lovgiver ikke havde til hensigt at regulere familierelationer på denne måde, jf. Forsikringsaftaleloven § 7. Klageren mente, at selskabets krav om private oplysninger, såsom kontoudtog, var urimeligt og uden fyldestgørende begrundelse. Han henviste til Forsikringsaftaleloven § 2, stk. 2-3 vedrørende den oprindeligt aftalte erstatning.

Selskabets påstande og argumenter

Selskabet fastholdt, at klagerens barn var den primære bruger af køretøjet, og at der var afgivet urigtige oplysninger ved indtegningen af forsikringen. Selskabet gjorde gældende, at præmien for en bilforsikring fastsættes ud fra den primære brugers risikooplysninger. De henviste til Forsikringsaftaleloven § 6, stk. 2 som grundlag for den forholdsmæssige erstatning. Selskabet lagde vægt på, at barnet førte bilen ved uheldet, boede ikke hjemme, og havde bilen i sin varetægt. De påpegede et gennemgående mønster og kørselsbehov hos barnet over flere år, idet barnet var involveret i flere tidligere færdselsuheld med den omtalte bil og andre husstandsbiler. Selskabet anførte også, at barnet redegjorde for bilens reparationer over for taksator, mens klageren ikke kunne. Endvidere fremhævede selskabet, at barnet havde et job, der tilsagde et regelmæssigt bilbehov, og at barnet ikke selv ejede eller havde forsikret en bil på skadetidspunktet.

Relevante forhold og dokumentation

• Politirapport af 6. marts 2024: Bekræftede, at klagerens barn var fører af bilen ved uheldet.
• Telefonnotater: Viste, at klageren ikke havde detaljeret viden om skaden, mens barnet rykkede for erstatning og forklarede om bilreparationer.
• Fakturaer: Flere fakturaer for bilreparationer var udstedt i barnets navn.
• Selskabets interne korrespondance: Indikerede mistanke om, at barnet var den primære bruger.
• Forsikringsbetingelser: Indeholdt krav om meddelelse til selskabet ved forandring i risiko, herunder ændring af faktisk bruger.