Afvisning af retshjælpsdækning: Tvist om udlejning af arvet ejendom anset for erhvervsmæssig aktivitet

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og dennes forsikringsselskab, Lokal Forsikring, om dækning fra en retshjælpsforsikring. Tvisten opstod i forbindelse med udlejning af en ejendom, som klageren havde arvet efter sin mor.

Sagens baggrund

Efter at have arvet et hus, valgte klageren at udleje det i en periode på ca. 8 måneder. Lejekontrakten blev indgået uden tidsbegrænsning og indeholdt en forkøbsret til lejeren. Efter lejerens fraflytning opstod der uenighed om en flytteopgørelse, hvilket førte til en sag i bolignævnet. Klageren tabte sagen i bolignævnet, da han grundet sin psykiske tilstand efter moderens død ikke reagerede rettidigt. Lejeren anlagde efterfølgende en retssag for at inddrive det tilkendte beløb på 24.200 kr.

Parternes påstande

Klageren anmodede sit forsikringsselskab om retshjælpsdækning til sagen. Han argumenterede for, at udlejningen var en midlertidig nødløsning og ikke erhvervsmæssig aktivitet. Han hævdede desuden, at selskabets assurandør mundtligt havde givet tilsagn om dækning og anbefalet den advokat, han efterfølgende benyttede.

Lokal Forsikring afviste at dække sagen med henvisning til forsikringsbetingelsernes punkt 5.1, der undtager tvister i forbindelse med erhvervsudøvelse, herunder bierhverv. Selskabet mente, at udlejning af en ejendom, man ikke selv bor i, er en erhvervsmæssig aktivitet. Selskabet afviste endvidere, at deres assurandør havde givet tilsagn om dækning, og fastholdt, at bevisbyrden for et sådant tilsagn påhvilede klageren.

Ankenævnet gav ikke klageren medhold.

Nævnets afgørelse er baseret på en fortolkning af forsikringsbetingelsernes punkt 5.1, som undtager tvister i forbindelse med sikredes erhvervsudøvelse. Nævnet fastslog, at udlejning af en ejendom, som ejeren ikke selv bebor, som et klart udgangspunkt skal betragtes som erhvervsudøvelse i retshjælpsforsikringens forstand. Dette gælder også, selvom aktiviteten kan karakteriseres som et bierhverv.

Nævnet fandt ingen konkrete oplysninger i sagen, der kunne begrunde en fravigelse af dette udgangspunkt. Der blev lagt vægt på, at tvisten udsprang direkte af selve udlejningsforholdet, og at lejekontrakten var indgået på almindelige vilkår uden en kortere tidsbegrænset lejeperiode.

Derudover fandt nævnet det ikke bevist, at selskabets assurandør havde givet et bindende tilsagn om dækning. Klagerens argumenter om, hvordan andre instanser som SKAT definerer erhvervsmæssig udlejning, blev ikke tillagt betydning for fortolkningen af forsikringsaftalen.

På denne baggrund kunne nævnet ikke kritisere selskabets afgørelse om at afvise dækning.