Danica Pension: Afslag på krav om rentegaranti på kapitalpension

Sagen omhandler en klage fra en forsikringstager mod Danica Pension vedrørende udbetaling af en kapitalforsikringssum og spørgsmålet om en garanteret rente på pensionsopsparingen.

Klagerens påstande og argumenter

Klageren er af den opfattelse, at udbetalingen på 318.669 kr. pr. 1. juli 2020 er for lav og burde være minimum 36.000 kr. større efter 40% skat. Han begrunder sin påstand med, at Danica Pension har skabt en berettiget forventning om en rentegaranti på 4,5% p.a. i hele opsparingsperioden. Denne forventning bygger på et brev fra december 1995, hvor der loves 4,5% rentegaranti fastsat af Finanstilsynet, samt punkt 9 i "Forklaring til Kontooversigten". Klageren mener, at denne forventning, i samspil med koncipistreglen, bør føre til en rentegaranti frem for en udbetalingsgaranti.

Selskabets påstande og argumenter

Danica Pension afviser klagerens krav. Selskabet anfører, at problemstillingen er afklaret med Højesteretsdommen U.2016.1487H. Selskabet har ikke garanteret en årlig depotrentetilskrivning på 4,5%, men derimod en udbetalingsgaranti. Denne udbetalingsgaranti bygger på en forudsætning om, at der samlet set over hele pensionsordningens løbetid sker en gennemsnitlig forrentning af indbetalingerne med den såkaldte grundlagsrente på 4,5%.

Selskabet forklarer forskellen mellem grundlagsrente, som er den rente, der forlods er indregnet i de garanterede udbetalinger, og kontorente, som har betydning for størrelsen af det løbende afkast. De fremhæver, at hvis kontorenten er lavere end grundlagsrenten, udbetales blot de garanterede udbetalinger. Brevet fra december 1995 og bilaget til kontooversigten, der nævner 4,5% forrentning, er ifølge selskabet et udtryk for, at en bestemt rente er indregnet i beregningen af den garanterede ydelse, og at denne ydelse udbetales, selvom selskabet i en periode ikke kan opnå den forudsatte rente i beregningsgrundlaget.

Klageren får ikke medhold i sin klage mod Danica Pension.

Ankenævnet for Forsikring har lagt vægt på, at klagerens pensionsordning, oprettet i 1990, er en traditionel pensionsforsikring med garanterede ydelser baseret på det beregningstekniske G82-grundlag med en grundlagsrente på 4,5%.

Det følger af Højesterets dom i sagen U.2016.1487H, at der ikke ud af G82-beregningsgrundlaget kan udledes nogen forpligtelse for et pensionsselskab til hvert år at forrente forsikringstagerens løbende pensionsopsparing med 4,5 %.

Højesteret har dog anført, at det ikke er udelukket, at en sådan garanti kan være aftalt i det konkrete forhold mellem forsikringsselskab og forsikringstager, selvom den ikke fremgår af forsikringspolicen, hvis der er særlige holdepunkter herfor.