Tre årtiers kamp mod familievold i Kirgisistan
I 1990'erne efter Sovjetunionens sammenbrud talte ingen åbent om vold i hjemmet i Kirgisistan. I dag findes der love, krisecentre og hotlines dedikeret til at beskytte kvinder og børn – og menneskerettighedsforkæmpere arbejder nu med udfordringer som seksuel slaveri. Udviklingen er ikke kommet af sig selv, men er resultatet af et målrettet og langvarigt civilsamfundsarbejde.
I hjertet af dette arbejde finder man Bübyusara Ryskulova, ærespræsident for krisecentret Sezim (kirgisisk for "følelse"), som hun har drevet i over tre årtier. Hun deltog for nylig i FN's 70. session af Kommissionen for Kvinders Status (CSW70) i New York, hvor repræsentanter fra mere end 100 lande drøftede adgang til retfærdighed og beskyttelse af kvinders rettigheder.
"Mit arbejde har i mere end 30 år været forbundet med netop det emne, der diskuteres på denne session," sagde Ryskulova, som var den eneste civilsamfundsrepræsentant i en delegation, der ellers bestod af viceministerpræsidenten, ombudsmanden, den næststørste anklagemyndighed, Højesteret og adskillige ministerier.
Fra udvekslingsprogram til frontlinjeindsats
Ryskulovas engagement begyndte nærmest ved et tilfælde. I 1998 deltog hun i et amerikansk udvekslingsprogram, der tog hende til syv delstater for at lære om indsatsen mod vold i hjemmet.
"Jeg så for første gang, hvordan et støttesystem faktisk fungerer," fortalte hun. "Derhjemme talte ingen engang højt om disse spørgsmål. Da de begyndte at undervise os i, hvad en offentlig organisation er, hvad en NGO er, lærte jeg som en skolepige. Alt var nyt og meget interessant. Men allerede dengang vidste jeg, hvor dybt vores problemer gik."
Samme år grundlagde hun Sezim – et af de første krisecentre i regionen – på et tidspunkt, hvor selve idéen om at hjælpe overlevere af vold var ny i landet.
Religiøs konservatisme og tilbagegang på visse områder
Selv i dag kan det at tale åbent om vold i hjemmet være svært, påpeger Ryskulova. En tiltagende religiøsitet siden begyndelsen af 1990'erne har i nogle tilfælde lagt en dæmper på debatten om kvinders rettigheder.
"I den landsby, jeg kommer fra, er der én skole og to moskeer. Så det kan stadig være svært at tale om vold, og på visse områder af kvinders rettigheder har der været et vist tilbageskridt," sagde hun.
Hotlinens begyndelse: rysten på hænderne
De første år var særdeles hårde. Da den første hotline åbnede, gik der lang tid, før den første opringning kom.
"Da vi åbnede hotlinen, sad vi bare og ventede. Ville nogen ringe? Og i lang tid var der ingen," erindrede hun. "Da det første opkald endelig kom, sagde de 'tag den'. Jeg havde næsten ingen erfaring. Mine hænder rystede – men sådan begyndte vi."
Lovgivningsmæssige fremskridt
I dag er fremgangen ubestridelig. Kyrgysistan har gennemgået en markant udvikling:
- 2003: Kirgisistan bliver et af de første post-sovjetiske lande til at vedtage en lov om familievold – efter en civilsamfundskampagne og en større underskriftsindsamling
- 2017: Lovgivningen opdateres med nye bestemmelser
- Universiteterne uddanner nu psykologer i stort antal – en profession, der næsten ikke eksisterede i starten af 1990'erne
"På det lovgivningsmæssige plan kan vi virkelig ikke klage," sagde Ryskulova. "Men loven er én ting, og implementeringen er en anden. Derfor arbejder vi nu mere på stedet og beskytter konkrete mennesker."
90 procent af retssager vundet
Sezim råder over et kvindely og et team af specialister med mere end 30 års erfaring. Ryskulova har selv taget en uddannelse som praktiserende psykolog og repræsenterer i dag overlevere i retten.
Centret har de seneste år behandlet ca. 40 retssager, og i næsten 90 procent af tilfældene er afgørelserne faldet ud til overlevernens fordel – herunder sager om drab og voldtægt.
"Vi arbejder på dem og skaber derefter offentlig opmærksomhed. Ønsker en kvinde ikke offentlighed, beskytter vi hendes anonymitet fuldstændigt."
Seksuel slaveri som ny udfordring
Internationalt samarbejde har spillet en afgørende rolle i udviklingen af krisecentre i Kirgisistan. Den Internationale Organisation for Migration (IOM) var en af Sezims tidligste partnere, og det var her, Ryskulova første gang hørte begrebet "seksuel slaveri".
"Derefter åbnede vi en hotline specifikt til det problem. Jeg husker en af de første piger – hun var mindreårig og gravid. Jeg mødte hende selv i lufthavnen. Hun sagde, at hun ikke ville leve, at hun ville tage sit liv, hvis barnet blev født. Vi måtte skifte til at sidde ved hendes hospitalsseng, så hun ikke kom til skade."
Fortsat samarbejde med FN
I dag samarbejder Sezim med FN-organisationer som UNHCR og UN Women om erfaringsdeling, specialistuddannelse og fælles projekter.
"Platforme som Kommissionen for Kvinders Status giver mulighed for at se, hvad der sker i verden, og forstå, hvad vi stadig skal lære," sagde Ryskulova.
Trods årtiers arbejde og synlige fremskridt er hun ikke i tvivl om, at indsatsen kræver daglig vedholdenhed:
"Seminarer og uddannelse betyder noget, og forebyggelse betyder noget – men hvis blot én person, der har lidt overlast, forbliver uden beskyttelse, så har vi endnu ikke gjort alt, hvad vi skal."
