Tre årtiers frontlinjearbejde mod familievold
Bübyusara Ryskulova har brugt mere end tre årtier på at hjælpe kvinder og børn, der har overlevet vold. Som ærespræsident for krisecentret Sezim — et kirgisisk ord for "følelse" — har hun været med til at bygge et støttesystem op fra bunden i et land, hvor emnet i mange år slet ikke blev omtalt offentligt.
Under den nylige 70. session af FN's Kvindekommission (CSW70) på FN's hovedkvarter i New York, hvor repræsentanter fra mere end 100 lande diskuterede adgang til retfærdighed og beskyttelse af kvinders rettigheder, delte hun sine erfaringer med UN News.
"Mit arbejde har i mere end 30 år været forbundet med netop det emne, der diskuteres på denne session," sagde Ryskulova, der var den eneste civilsamfundsrepræsentant i en delegation, der tæller vicestatsminister, ombudsmand, vicegeneraladvokat, Højesteret og flere ministerier.
Fra tilfældig start til livskald
Ryskulova fortæller, at hun kom ind i arbejdet ved en tilfældighed. I 1998 deltog hun i et udvekslingsprogram, der bragte hende til syv amerikanske delstater for at lære om indsatsen mod familievold.
"Jeg så for første gang, hvordan et støttesystem faktisk fungerer," sagde hun. "Hjemme talte ingen engang åbent om disse ting. Da de begyndte at lære os, hvad en offentlig organisation er, hvad en NGO er, lærte jeg som en skolepige. Alt var nyt og meget interessant. Men selv dengang vidste jeg, hvor dybt vores problemer stikker."
Samme år grundlagde hun Sezim — et af de første krisecentre i regionen.
Religiøs tilbagegang og tavshedskultur
Selvom meget har ændret sig siden begyndelsen af 1990'erne, er det stadig vanskeligt at tale åbent om familievold visse steder.
"I begyndelsen af 1990'erne er der sket en mærkbar vækst i religiøsitet, og nogle gange fortolker folk mange spørgsmål gennem en religiøs linse," forklarede Ryskulova. "I den landsby, jeg er fra, er der én skole og to moskéer. Så det kan stadig være svært at tale om vold, og på visse områder af kvinders rettigheder er der sket en vis tilbagegang."
Hotlinens spæde begyndelse
De første år var særdeles hårde. Da den første telefonlinje blev åbnet, skete der ingenting i lang tid.
"Da vi åbnede hotlinen, sad vi bare og ventede. Ville nogen ringe? Og i lang tid var der ingen," erindrede hun. "Da det første opkald endelig kom, sagde de: 'Tag det.' Jeg havde næsten ingen erfaring. Mine hænder rystede — men sådan begyndte vi."
Lovgivningsmæssige fremskridt
Efter en civil samfundskampagne og en større underskriftsindsamling blev Kirgisistan i 2003 et af de første post-sovjetiske lande til at vedtage en lov om familievold. I 2017 kom der yderligere lovgivningsmæssige opdateringer.
Landskabet for fagfolk er også langsomt under forandring. Mens der næsten ingen praktiserende psykologer fandtes i begyndelsen af 1990'erne, uddanner mange universiteter nu fagfolk på området.
"På det lovgivningsmæssige plan kan vi virkelig ikke klage," sagde Ryskulova. "Men loven er én ting, og implementeringen er en anden. Derfor arbejder vi nu mere på jorden og beskytter konkrete mennesker."
Høj succesrate i retssager
Sezim har i de seneste år behandlet omkring 40 retssager, og i næsten 90 procent af sagerne faldt dommen ud til fordel for den overlevende. Sagerne inkluderer drab og voldtægt.
"Vi arbejder på dem, og derefter skaber vi opmærksomhed. Hvis en kvinde ikke ønsker offentlighed, beskytter vi hendes anonymitet fuldstændigt."
Ryskulova tog selv en anden uddannelse som praktiserende psykolog og repræsenterer i dag ofte overlevende i retten via fuldmagt — en mulighed, som kirgisisk lovgivning åbner for.
Seksuelt slaveri og internationalt samarbejde
Internationalt samarbejde har spillet en afgørende rolle i udviklingen af krisecentre i Kirgisistan. Den Internationale Organisation for Migration (IOM) var en af de tidligste partnere.
"Det var der, jeg første gang hørte udtrykket 'seksuelt slaveri'," sagde Ryskulova.
I kølvandet på dette samarbejde oprettede Sezim en særlig hotline for netop dette problem. Ryskulova beskriver, hvordan centret dengang måtte tage skiftehold ved sygesengen hos en mindreårig, gravid pige, der ikke ønskede at leve videre.
I dag samarbejder Sezim med FN-agenturer som UNHCR og UN Women.
"For os er dette meget vigtigt — at dele ekspertise, uddanne specialister og gennemføre fælles projekter," sagde Ryskulova. "Platforme som Kvindekommissionen giver mulighed for at se, hvad der sker i verden og forstå, hvad vi stadig skal lære."
Daglig indsats er uundværlig
På trods af årtiers arbejde og synlige fremskridt er Ryskulova klar i sin konklusion:
"Seminarer og kurser betyder noget, og forebyggelse betyder noget. Men hvis blot ét menneske, der har lidt, forbliver uden beskyttelse, har vi endnu ikke gjort alt, hvad vi bør."
