En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) kortlægger fordelingsvirkningen af samtlige personskattereformer siden årtusindeskiftet og konkluderer, at den rigeste tiendedel af danskerne har vundet markant mere end den fattigste tiendedel. Personskattereglerne er samlet set lempet for 127,3 milliarder kroner, og det er primært højtlønnede, der har nydt godt af reformerne.
Rigeste fik 36 gange mere end fattigste
Målt i kroner og øre er gevinsten ved skattereformerne stærkt skævt fordelt. Den rigeste tiendedel af danskerne vil i gennemsnit betale over 90.000 kroner mindre i indkomstskat i 2030, end de ville have gjort under 2002-reglerne fremskrevet til nutidsniveau. For den fattigste tiendedel udgør den tilsvarende lempelse blot 2.500 kroner.
Analysen sammenholder to scenarier: de faktiske skatteregler i 2030 med et kontrafaktisk scenarie, hvor alle personskatteregler var forblevet som i 2002 og blot var opreguleret med den almindelige § 20-regulering. Beregningerne er foretaget på den samme befolkning, så hverken demografiske forskydninger eller ændret indkomstulighed påvirker resultaterne.
De laveste indkomstgrupper har samlet set tabt
Skattelempelserne kan ikke vurderes isoleret. En central pointe i analysen er, at midlerne alternativt kunne have finansieret et generelt løft af det offentlige forbrug. Fordi den offentlige service – sundhed, uddannelse, ældre- og børnepasning – udgør en relativt større andel af lavindkomstgruppers samlede forbrugsmuligheder, rammer et lavere serviceniveau dem hårdere.
Beregningerne viser, at den fattigste tiendedel har gået glip af offentlig velfærd svarende til 21.000 kroner pr. husstand, mens den rigeste tiendedel kun har mistet velfærdsservice svarende til 15.650 kroner.
Når de to effekter lægges sammen – skattelempelse minus tabt velfærd – fremstår et klart billede:
- De 40 procent fattigste danskere har samlet set tabt på skattereformerne
- Den rigeste tiendedel har opnået en nettofremgang i forbrugsmulighederne på gennemsnitligt 75.050 kroner
- Den rigeste ene procent har i gennemsnit fået 152.200 kroner mere til rådighed
Skattelempelserne er også relativt størst i toppen
Selvom kronebeløbene i sig selv er markante, er billedet ikke anderledes, når lempelserne opgøres relativt til indkomsten. I den næstrigeste tiendedel (9. decil) svarer skattelempelserne til 11,3 procent af den disponible indkomst, og i den rigeste tiendedel (10. decil) til 10,0 procent. I den fattigste tiendedel udgør lempelsen til sammenligning kun 2,1 procent af indkomsten.
Afskaffelse af mellemskatten har haft størst effekt på ulighed
Analysen opgør de enkelte reformers bidrag til provenu og Gini-koefficient:
| Skatteændring | Provenuvirkning | Gini-effekt |
|---|---|---|
| Afskaffelse af mellemskat | -40,5 mia. kr. | +0,83 procentpoint |
| Beskæftigelsesfradrag mv. | -53,5 mia. kr. | +0,03 procentpoint |
| Højere topskattegrænse | -16,3 mia. kr. | +0,31 procentpoint |
| Lavere bundskat og fradragsværdi | -19,8 mia. kr. | +0,01 procentpoint |
| Ny mellemskat (fra 2026) | -5,6 mia. kr. | +0,13 procentpoint |
| Top-topskat (fra 2026) | +1,8 mia. kr. | -0,08 procentpoint |
| I alt | -127,3 mia. kr. | +1,46 procentpoint |
Kilde: AE på baggrund af Finansministeriet og Lovmodellens datagrundlag
Afskaffelsen af mellemskatten i 2010 er den enkeltreform, der har bidraget mest til øget ulighed, idet den sænkede den højeste marginalskat med 6 procentpoint (efter AM-bidrag). Den samlede virkning af alle skatteændringerne svarer til en stigning i Gini-koefficienten på 1,46 procentpoint – eller mere end en femtedel af den samlede stigning på 6,4 procentpoint, der er observeret fra 2002 til 2024 ifølge Danmarks Statistik.
Skatteprovenu efter tilbageløb og adfærd
De 127,3 milliarder kroner i umiddelbar provenuvirkning reduceres, når der tages højde for tilbageløb og adfærdseffekter:
| Opgørelsesmetode | Provenuvirkning |
|---|---|
| Umiddelbar virkning | -127,3 mia. kr. |
| Efter tilbageløb (23 pct.) | -98,0 mia. kr. |
| Efter tilbageløb og adfærd | -78,0 mia. kr. |
Det er saldovirkningen på 78,0 milliarder kroner, som AE lægger til grund for beregningen af alternativt offentligt forbrug. AE bemærker dog, at ministeriernes regneprincipper for adfærdseffekter er antagelsestunge og hviler på et sparsomt empirisk grundlag, jf. tidligere AE-analyse om regneprincipper.
Skattetrykket er faldet samlet set
Analysen peger på, at det lavere personskatteindtægt ikke er kompenseret af andre skattetyper. Som andel af BNP er det samlede danske skattetryk faldet fra ca. 46 procent i perioden 2000-2002 til godt 43 procent i 2023 – et fald svarende til ca. 84 milliarder kroner i 2026-niveau. Målt som andel af BNI er faldet endnu større: fra knap 47 procent til godt 42 procent, svarende til ca. 150 milliarder kroner.
Dette understøtter analysen konklusion om, at alternativet til skattereformerne realistisk set kunne have været et højere offentligt forbrug og et bedre serviceniveau – frem for at pengene er gået til at finansiere andre skattetyper.
Metode
Analysen er baseret på lovmodellens registerdata for 2023 fremskrevet til 2026-niveau med befolknings- og indkomstfremskrivning. Skatten er beregnet med henholdsvis 2030-reglerne og 2002-reglerne fremskrevet med § 20-regulering, så kun de regelbaserede ændringer isoleres. Fordelingsvirkningen af det alternative offentlige forbrug er beregnet efter Finansministeriets regneprincipper fra 2014 med forsikringsprincippet for sundhedsudgifter. Indkomstgrupper er opgjort som husstandsækvivalerede deciler.
