Stadfæstelse af bortfald af opholdstilladelse pga. længerevarende ophold i udlandet

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på dispensation fra bortfald af opholdstilladelse og afslag på en ny opholdstilladelse for en irakisk statsborger. Sagen vedrørte en ansøger, der var født i Danmark i 2001 og meddelt opholdstilladelse som familiesammenført barn. I juni 2014 blev ansøgeren registreret udrejst af Danmark med sin far og søskende til Irak, hvor hun i januar 2018 indgik ægteskab og fik et fællesbarn. Ansøgeren kontaktede i februar 2018 Børnebortførelsesenheden og oplyste, at hun var blevet bortført og ønskede at vende tilbage til Danmark.

Bortfald af opholdstilladelse

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da hun havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. Udlændingeloven § 17, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren var registreret udrejst i juni 2014 og fortsat ikke indrejst, samt at hun selv havde oplyst at have været udrejst siden marts 2014.

Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at dispensere fra bortfaldet, jf. Udlændingeloven § 17, stk. 3. Dette skyldtes, at hverken ansøgeren eller hendes mor havde rettet henvendelse til danske myndigheder med henblik på bevarelse af opholdstilladelsen under opholdet i Irak. Ansøgningen om dispensation blev først indgivet cirka tre år og seks måneder efter udrejsen, på trods af tidligere vejledning fra Udlændingestyrelsen.

Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren var blevet bortført mod sin vilje, idet:

• Ansøgeren havde oplyst divergerende om en eventuel politianmeldelse vedrørende bortførelsen.
• Ansøgerens udrejse blev anset for at være i overensstemmelse med begge forældres ønske, da ingen af dem havde forsøgt at forhindre udrejsen eller sikre hendes tilbagevenden.
• Ansøgeren havde haft telefonisk kontakt med venner og en lærer i Danmark, hvor hun kunne have tilkendegivet, at opholdet var mod hendes vilje.
• Ansøgeren rettede først henvendelse til myndighederne cirka tre år og seks måneder efter udrejsen, og først efter hun var blevet gift og ønskede at tage ophold i Danmark med sin irakiske ægtefælle og deres fællesbarn.

Udlændingenævnet fandt, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at anse opholdstilladelsen for bortfaldet.

Afslag på ny opholdstilladelse

Ansøgeren kunne ikke på ny meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. Udlændingeloven § 9, stk. 1 og Udlændingeloven § 9, stk. 21. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren under sit ophold i Irak havde indgået ægteskab og stiftet selvstændig familie med en irakisk mand og deres fællesbarn. Ansøgeren havde selv oplyst, at hun ikke kunne bo uden sin ægtefælle og barn.

Hensynet til barnets tarv talte heller ikke for en ny opholdstilladelse. Selvom ansøgeren er født og har boet de første 13 år af sit liv i Danmark, og har haft sine formative år her, lagde nævnet vægt på hendes stærke tilknytning til Irak, hvor hun er statsborger, har boet i flere år, er blevet gift og har stiftet familie. Udlændingenævnet fandt således ud fra en samlet vurdering, at der ikke forelå forhold, der gjorde det bedst stemmende med ansøgerens tarv at meddele hende opholdstilladelse i Danmark på ny.