Stadfæstelse af administrativ udvisning pga. ulovligt ophold og indrejseforbud

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning og et indrejseforbud for en britisk statsborger, der havde opholdt sig ulovligt i Schengenområdet. Klageren blev antruffet i Danmark med et overstay på 100 dage i Schengen, heraf 1 dag i Danmark, og blev sigtet for ulovligt ophold.

Baggrund for afgørelsen

Udlændingestyrelsen lagde til grund, at klageren indrejste i Danmark uden gyldigt visum eller opholdstilladelse, efter at have opholdt sig i Schengenområdet i mere end 90 dage inden for de seneste 180 dage. Dette er i strid med Udlændingeloven § 3, som fastsætter, at britiske statsborgere visumfrit kan opholde sig i Danmark i op til 90 dage inden for en periode på 180 dage, og Udlændingeloven § 4 b, der kræver tilladelse for ophold ud over denne periode.

Klageren anførte, at vedkommende var gift med en irsk statsborger bosiddende i Spanien og troede at have en afledt EU-opholdsret. Udlændingestyrelsen vurderede dog, at der ikke var grundlag for at antage en afledt opholdsret, da klageren ikke rejste i følgeskab med ægtefællen, og der ikke var oplysninger om etablering i Spanien.

Udlændingenævnets vurdering

Udlændingenævnet fastholdt udvisningen og indrejseforbuddet på 2 år, jf. Udlændingeloven § 25 b og § 32, stk. 4, nr. 1. Nævnet lagde vægt på, at det ikke var godtgjort, at klageren havde en afledt ret til ophold i Spanien, da der manglede dokumentation for ægtefællens opholdsgrundlag i Spanien, som krævet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF og opholdsdirektivets artikel 7.

Nævnet vurderede desuden, at der ikke var grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud eller at fastsætte det for en kortere periode end 2 år, jf. Udlændingeloven § 32, stk. 3 og 5. Dette skyldes, at der ikke var oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte herfor. Nævnet henviste til, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge opholdssted, og at der ikke var uoverstigelige hindringer for, at familielivet kunne udøves i Irland eller Storbritannien.