Stadfæstelse af administrativ udvisning grundet ulovligt arbejde med indrejseforbud

Udlændingenævnet har stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse om at udvise klageren fra Danmark og fastsætte et indrejseforbud på 2 år. Afgørelsen er truffet på baggrund af klagerens ulovlige arbejde i Danmark.

Baggrund for udvisning

Udlændingenævnet lagde vægt på, at udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold i landet i mere end seks måneder, kan udvises, hvis der er grund til at antage, at de vil tage ophold eller arbejde uden fornøden tilladelse. Klageren blev udvist i henhold til Udlændingeloven § 25 a, stk. 2, nr. 1 og Udlændingeloven § 32, stk. 4, nr. 1.

Vurdering af ulovligt arbejde

Det blev fastslået, at klagerens aktivitet som specialist, der ydede rådgivning og træning (sidemandsoplæring) omkring vedligeholdelse af vindmøller, udgjorde arbejde, der kræver arbejdstilladelse i henhold til Udlændingeloven § 13, stk. 1. Nævnet vurderede, at denne aktivitet bidrog til virksomhedens produktionsmål (energi) og dermed faldt ind under definitionen af arbejde i udlændingelovens forstand. Klagerens argument om, at han havde overladt ansvaret for arbejdstilladelse til sin arbejdsgiver, blev afvist, da det er arbejdstagerens eget ansvar at være bekendt med og sikre opfyldelse af gældende krav.

Indrejseforbud og proportionalitet

Udlændingenævnet fandt ikke grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud i henhold til Udlændingeloven § 32, stk. 3, da der ikke var oplyst om særlige grunde som familiens enhed, akut sygdom eller andre konkrete omstændigheder, der talte herfor. Selvom indrejseforbuddet måtte påvirke klagerens karriere og rejseaktivitet inden for Schengenområdet, blev begrænsningen anset for at være proportional med det ulovlige arbejde.

Der blev heller ikke fundet grundlag for at nedsætte indrejseforbuddet til en kortere periode end 2 år, jf. Udlændingeloven § 32, stk. 5, nr. 2, da der ikke var oplyst om ganske særlige grunde, herunder familiemæssige og sociale tilknytninger, der talte for en nedsættelse. Nævnet henviste til, at der kun helt undtagelsesvist vil være grundlag for et kortere indrejseforbud i sager om udvisning efter Udlændingeloven § 26, stk. 1.