Stadfæstelse af udvisning efter ulovligt ophold, men ændring af indrejseforbud

Udlændingenævnet stadfæstede delvist Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en libanesisk statsborger for ulovligt ophold, men omgjorde den del af afgørelsen, der vedrørte indrejseforbuddet. Klageren indrejste i Danmark på et Schengenvisum i september 2022, men blev i oktober 2022 antruffet i lufthavnen med udløbet visum og sigtet for ulovligt ophold, hvilket klageren erkendte og betalte en bøde for. Udlændingestyrelsen havde oprindeligt udvist klageren med et nationalt indrejseforbud af 2 års varighed. Klageren anmodede om nedsættelse af indrejseforbuddet med henvisning til sin voksne datters helbredsmæssige udfordringer i Danmark.

Vurdering af udvisning

Udlændingenævnet fastholdt udvisningen af Danmark for ulovligt ophold i henhold til Udlændingeloven § 25 b. Nævnet lagde vægt på, at det er udlændingens eget ansvar at overholde visumreglerne, og at klagerens forklaring om fejllæsning af udløbsdatoen ikke kunne ændre vurderingen. Det blev også bemærket, at klagerens bemærkninger til varslingen om udvisning ikke var modtaget af Udlændingestyrelsen, og at klagerens partsrepræsentant ikke havde svaret på Udlændingenævnets høring.

Udlændingenævnet vurderede, at udvisningen ikke ville virke særligt belastende for klageren i henhold til Udlændingeloven § 26, stk. 1. Dette skyldtes, at klageren er statsborger i Libanon, ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og der ikke forelå oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark. Selvom klagerens voksne datter bor i Danmark og lider af angst, fandt nævnet ikke, at der forelå et beskyttelsesværdigt familieliv i henhold til EMRK artikel 8, da datteren er voksen, har stiftet egen familie, og der ikke var dokumentation for et særligt afhængighedsforhold, der gik ud over slægtskabet.

Vurdering af indrejseforbud

Udlændingenævnet vurderede, at der var grundlag for at fastsætte et indrejseforbud i henhold til Udlændingeloven § 32, stk. 3. Nævnet ændrede dog Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren meddeles et indrejseforbud i 2 år, der forbyder indrejse og ophold i alle EU-lande (undtaget Irland) og de Schengenassocierede lande (Norge, Liechtenstein, Schweiz og Island). Dette skyldes, at det følger af Udlændingeloven § 32, stk. 1, nr. 1 at der fastsættes et indrejseforbud ved udvisning, og at et indrejseforbud på baggrund af ulovligt ophold forbyder indrejse i og ophold på alle medlemsstaternes område i henhold til Udlændingeloven § 32, stk. 4, nr. 1 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF. Indrejseforbuddet er registreret i Schengeninformationssystemet (SIS) i henhold til Udlændingeloven § 58 g, stk. 1, nr. 8.

Nævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for en nedsættelse af indrejseforbuddet i henhold til Udlændingeloven § 32, stk. 5, nr. 2. Dette blev begrundet med, at der allerede tages hensyn til belastende forhold ved udvisningsafgørelsen, og at der kun helt undtagelsesvist vil være grundlag for et kortere indrejseforbud, når tilknytningen til Danmark ikke har været til hinder for udvisning eller meddelelse af indrejseforbud.