Stadfæstelse af administrativ udvisning af polsk statsborger pga. offentlig orden

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en polsk statsborger med et indrejseforbud i 2 år.

Klageren indrejste i Danmark i 2022 og blev i juni 2024 anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen i forbindelse med ophold i en utrygskabende teltlejr, hvilket klageren erkendte og modtog en bøde for. Klageren var desuden kendt i politiets systemer for tidligere sigtelser for husfredskrænkelse og bortvisninger fra offentlige og private steder i 2022, 2023 og 2024.

Udlændingestyrelsens vurdering

Udlændingestyrelsen vurderede, at klageren udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, nemlig opretholdelsen af den offentlige orden, sikkerhed og sundhed. Styrelsen fandt ikke oplysninger om forhold, der kunne føre til, at udvisningen ville virke særligt belastende for klageren, jf. Udlændingeloven § 26. Dette skyldtes manglende længerevarende lovligt ophold, væsentlig tilknytning til Danmark eller alvorlige helbredsmæssige forhold.

Udlændingenævnets afgørelse

Udlændingenævnet fastholdt Udlændingestyrelsens afgørelse og udviste klageren af Danmark med et indrejseforbud i 2 år, jf. Udlændingeloven § 25 a, stk. 2, nr. 3 og Udlændingeloven § 32, stk. 4, nr. 1. Nævnet henviste til, at udlændinge uden længerevarende lovligt ophold kan udvises, hvis hensynet til den offentlige orden, sikkerheds- eller sundhedsmæssige grunde tilsiger det. En EU-statsborger med lovligt ophold kan alene udvises på baggrund af forstyrrelse af den offentlige orden, såfremt dette er foreneligt med EU-retten, hvilket kræver, at den personlige adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, i overensstemmelse med Opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2.

Nævnet lagde vægt på klagerens gentagne overtrædelser og længere historik hos politiet, hvilket indikerer, at forholdene ikke var af tilfældig karakter eller med begrænset skadevirkning. Grovheden af de udøvede forhold vægtede tungere end klagerens ret til fri bevægelighed som EU-borger, og udvisningen blev derfor anset for proportional af hensynet til den offentlige orden.