Afskedigelse af audiolog pga. religiøs overbevisning om tildækning var ikke forskelsbehandling

Klageren, en audiolog, blev afskediget fra sin tidsbegrænsede stilling, da hun af religiøse årsager ikke kunne bære sygehusets kortærmede uniform. Ligebehandlingsnævnet fandt ikke, at afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven.

Sagens baggrund og forløb

Klageren blev ansat den 1. februar 2021 og oplyste straks, at hendes religiøse overbevisning krævede tildækning af huden, hvilket var i konflikt med sygehusets krav om kortærmede uniformer af hygiejnemæssige årsager. Efter en indledende periode uden patientkontakt blev klageren fritaget for tjeneste, og indklagede afsøgte alternative løsninger, herunder brugen af skåneærmer.

En 14-dages afprøvningsperiode med skåneærmer blev iværksat. Selvom hygiejneenheden principielt vurderede skåneærmer som mulige, opstod der praktiske udfordringer:

• De billige plastikærmer forårsagede sved og krævede hyppig vask med vand og sæbe, hvilket ikke var muligt i alle rum.
• Dyre, åndbare ærmer var i restordre og for omkostningstunge.
• Klageren oplevede det som grænseoverskridende at skulle skifte ærmer bag en skærm i konsultationsrummet, og det patientoplevede indtryk blev også vurderet negativt.
• Det blev anslået, at der skulle skiftes ærmer 3-10 gange pr. patient, svarende til minimum 50 skift dagligt.

På et opfølgende møde den 26. februar 2021 blev det konstateret, at der ikke fandtes en holdbar løsning, og klageren blev herefter afskediget den 11. marts 2021.

Ligebehandlingsnævnets vurdering

Nævnet fastslog, at klagerens afvisning af at bære kortærmet uniform på grund af sin religiøse overbevisning var beskyttet af Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1, stk. 1.

Nævnet vurderede, at sygehusets krav om kortærmede uniformer var et tilsyneladende neutralt krav, der potentielt ville stille personer med klagerens religiøse overbevisning ringere end andre, hvilket udgjorde indirekte forskelsbehandling i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2, stk. 2. Dette flyttede bevisbyrden til indklagede, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a.

Indklagede argumenterede for, at uniformskravet var objektivt begrundet i hygiejnemæssige hensyn og forebyggelse af smittespredning, især over for sårbare patientgrupper som ældre og kræftpatienter. Nævnet fandt, at dette var et legitimt formål.

Det blev også vurderet, at kravet var hensigtsmæssigt og nødvendigt. Nævnet lagde vægt på, at indklagede havde afsøgt alternative løsninger, herunder skåneærmer, men at disse ikke var praktisk mulige eller holdbare. Parterne var desuden enige om, at der ikke fandtes løsningsmuligheder. På baggrund heraf fandt Ligebehandlingsnævnet, at indklagede havde løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket, og klageren fik derfor ikke medhold i sin klage.