Afgørelse om afvisning af klage vedrørende påstået aldersdiskrimination ved afslag på vikarstilling

En klager, født i 1960, indgav en klage til Ligebehandlingsnævnet vedrørende påstået indirekte forskelsbehandling på grund af alder. Klagen omhandlede et afslag på en ansøgning til en vikarstilling som administrativ medarbejder, som klageren havde søgt gennem et vikarbureau.

Klagerens påstand og begrundelse

Klageren mente, at afslaget skyldtes hendes alder, især da hun tidligere havde arbejdet i 11 år hos det pågældende europæiske agentur A i en lignende stilling. Hun påpegede, at vikarbureauet havde givet skiftende begrundelser for afslaget, herunder at de ikke havde fundet den rette profil, at der var for mange ansøgninger, og senere at en valgt kandidat var sprunget fra. Klageren hævdede desuden, at vikarbureauets ansøgningssystem tidligere krævede oplysning om fødselsdato, hvilket hun mente bidrog til en grovsortering baseret på alder. Klageren henviste til, at indirekte forskelsbehandling foreligger, når en tilsyneladende neutral praksis stiller personer med en bestemt alder ringere, medmindre det er objektivt begrundet, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1, stk. 3.

Vikarbureauets forsvar

Vikarbureauet afviste at have forskelsbehandlet klageren. De anførte, at de ikke var i besiddelse af klagerens fødselsdato, da den ikke fremgik af hendes stamdata, ansøgning eller CV. De forklarede, at afslaget var baseret på saglige kriterier, herunder en samlet vurdering af klagerens profil, den lange transporttid (ca. 1,5 time hver vej) kombineret med vikariatets korte varighed og den relativt lave timeløn (135 kr.). Vikarbureauet frygtede, at klageren under disse omstændigheder ville opsige vikariatet før tid. De fremhævede, at de altid ansætter den mest kvalificerede kandidat uanset alder, køn eller religion.

Ligebehandlingsnævnets vurdering og afgørelse

Ligebehandlingsnævnet behandler klager om forskelsbehandling på grund af alder i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.. Nævnet bemærkede, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2, stk. 1. Ifølge Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket, hvis klageren påviser faktiske omstændigheder, der giver anledning til formodning om forskelsbehandling.

Nævnet fandt dog, at der ikke var tilstrækkelige oplysninger i sagen, der gav anledning til at formode, at vikarbureauet havde lagt vægt på klagerens alder i forbindelse med afslaget. På baggrund af nævnets faste praksis var det derfor åbenbart, at klageren ikke kunne få medhold i sin klage. Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 2.